Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/342

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
320
Erik Magnussøn.

nordenfor Christkirken, med Ret til at oppebære alle deraf faldende Sekter og Udtællinger i Løsøre, medens Kongen alene skulde have de faste Ejendomme, der maatte forbrydes[1], er han – rimeligviis svag og sygelig, som han altid var siden sit Ulykkestilfælde i 1283 – falden i en langvarig Sygdom, da man siden Udstedelsen af hans Brev ikke hører det mindste fra ham førend hans Død berettes; denne indtraf ligeledes i Bergen, Mandagen den 13de Juli 1299[2]. Man ventede dog vel neppe hans Død saa hurtigt, da vel ellers flere Stormænd, navnlig Hertugen, havde været tilstede ved hans Dødsleje. Man har udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Dagen før hans Død, 4de Søndag efter Trinitatis, vare, foruden Dronning Isabella, ogsaa Hr. Bjarne Erlingssøn, Brynjulf Peterssøn, Sira Finn, Provst ved Apostelkirken, og tvende Prædikebrødre tilstede i Breidastuen i Kongsgaarden, hvor han laa syg, og hvor de hørte ham sige, at da han i sit Testamente havde glemt sin gode Ven Biskop Narve, der altid havde været ham huld, blid og føjelig, skjenkede han ham herved Gaarden Thoske i Senjen til Ejendom og fri Forføjning efter Behag. Men hverken Audun Hugleikssøn eller Hertugen synes at have været tilstede[3]; den første opholdt sig rimeligviis i Tunsberg ved sin Fehirdsle, og man tør maaskee i den Omstændighed, at ikke han, men derimod Bjarne Erlingssøn, i den seneste Tid var umiddelbart om Kongens Person, see et Beviis paa at han nu stod sig mindre godt med Kongen, og at Bjarne tildeels havde indtaget hans Plads. Hertugen havde maaskee netop holdt sit Bryllup[4]. Man maa antage, at Kong Erik blev begraven ved Christkirken i Bergen, hvis han ellers ikke valgte sig Hvilested hos sine Venner, Dominicanerne; man veed intet bestemt derom, da hans Testamente ikke længer haves.

Erik var ved sin Død endnu ikke 31 Aar gammel, efter at have baaret Kongenavn i 26 Aar, været virkelig Konge i over 19 Aar, og selv ført Kongemagten, i det mindste af Navn, i 17 Aar, samt efter at have været to Gange gift, første Gang allerede for 17 Aar tilbage.

  1. Dipl. Norv. I. 89.
  2. Om Kong Eriks Dødsdag har der været nogen Uvished, fordi Annalerne og Laurentius Saga nævne VI. id. Jul., d. e. 10de Juli. Men det kan ikke være noget tydeligere Vidnesbyrd, end det som indeholdes i de tvende Breve angaaende hans Gave til Biskop Narve af Gaarden Thoske, af hvilke det ene er trykt i Dipl. Norv. III. 64, det andet i Saml. V. 543. Her staar det udtrykkeligt at han døde Mandagen efter Seljumanna-Messe, d. e. 13de Juli.
  3. Audun Hugleikssøn var dog i Bergen den 8de Februar 1299, og havde altsaa tilbragt Julen der, Dipl. Norv. II. 46; men hvis han eller Hertugen havde været der, da Kongen døde, vilde de upaatvivleligt have været nævnte i Brevet om Thoske.
  4. Detmar siger udtrykkeligt, at han blev Konge strax efter at have giftet sig.