og paa mange Maader, indskærpes. Statutet er udstedt, og Originalbrevet, der indeholdt det, var vel ogsaa beseglet, af Erkebiskop Jon, Biskopperne Andres af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Skaalholt, Arne af Stavanger, Narve af Bergen og Thorfinn af Hamar. Biskop Markus af Syderøerne nævnes ej blandt Udstederne, maaskee fordi han rejste tidligere hjem, end Statutet blev ført i Pennen og udstedt; maaskee deeltog lign ej i disse Forhandlinger, fordi Man og Syderøerne nu ikke længer hørte under den norske Krone, og man saaledes ikke vel fra norsk Side kunde ramme de Lægmænd, som der maatte prøve paa at forulempe Kirken.
Men dersom Erkebiskoppen smigrede sig med, at han ved disse Concilbestemmelser havde banet sig en sikker Vej til at faa sin Christenret vedtagen, da regnede han merkelig Fejl, thi baade i Maaden, hvorpaa de bleve til og i deres Indhold vare de just skikkede til at vække de verdslige Høvdingers Harme og Mistanke, og egge dem til alvorlig Modstand. For det første seer man af den Omstændighed, at Dronningen og Baronerne fordrede Afskrift af Bestemmelserne, at disse have været vedtagne af Gejstligheden uden at de verdslige Høvdinger vare tagne paa Raad med eller anmodede om Samtykke, ja at de maaskee endog ere blevne til under hemmelige Forhandlinger. For det andet stride enkelte Bestemmelser deels mod den nys vedtagne Lovbogs udtrykkelige Bud, deels mod dens Aand og Principer; saaledes strider Forbudet mod Opbevarelsen af Sejl og Sejlredskab i Kirken lige frem mod den ældgamle, ogsaa i den nye Lovbog op tagne Forskrift, at Ledingsskibenes Sejl og Redskab netop skulde opbevares der; og naar Statutet uden videre forbød Rettergang paa Helligdage, eller tiltog sig at bestemme, hvor vidt en Lægmands Domme og Retshandlinger skulde være gyldige eller ej, var dette i alle Fald noget, hvortil Lægmændenes Samtykke burde have været indhentet, førend det kunde ansees som gjeldende. At et saadant Samtykke ej æskedes, eller at man overhoved ved Statutets Vedtagelse ej gav de verdslige Høvdinger noget Ord derom, viser noksom, at Gejstligheden fra første Færd af satte sig paa en Art af Stridsfod mod Lægmændene. Disse svarede med samme Mynt, og Erkebiskoppen kom her til at drage del kortere Straa. Det første umiddelbare Tegn, vi spore til de verdslige Høvdingers Opposition
øøjet Originalen. Men da man, som det ovenfor er berettet, erfarer at Baronerne efter Kroningen anholdt om Afskrift af Concilbestemmelserne, og del tydeligt fremgaar af Udtrykkene, at disse nok vare fattede, samt da det tillige er aabenbart, at Biskoppernes og Baronernes Tid fra 16de Jani til 2den Juli mest optoges med Forhandlinger om Kroningen, er det tydeligt, at Statuternes Affattelse falder efter denne, altsaa i Løbet af Juli Maaned. Dette kan vel og sluttes deraf, at Biskop Martin af Man, der var tilstede ved Kroningen, ikke nævnes som Medudsteder af Statutet.
