Chorsbrødrenes Huus; den laa nemlig hiinsides Elven, paa de saakaldte Lykker, ved Foden af Eikeberg, og Levninger af Klostret ere endnu til i Oslo’s Hospital[1]. Men ikke desmindre viste Biskop Eivind og hans Chorsbrødre sig meget fiendtlige mod det nye Kloster-Anlæg. Da de af Hertugen fra Danmark indkaldte Brødre havde paabegyndt Bygningen af et Bedehuus, fremstod Erkepresten Simon i Biskoppens Navn, og nedlagde Protest mod Arbejdets Fremme. Brødrene paaberaabte sig sine Privilegier, der fritoge dem fra al biskoppelig Overhøjhed og forbøde Sæculargejstlige at hindre deres Nedsættelse paa noget Sted, hvor Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve sømmeligt. Men Erkepresten brød sig intet om disse Forestillinger, og Brødrene appellerede derfor til Paven; da gik Erkepresten endog saa vidt, at han lyste Brødrene i Bann og lod Capitlets Skolemester med endeel bevæbnede nedbryde alt, hvad der var bygget. Forgjeves klagede Brødrene til Biskoppen, thi denne, saa langt fra at skaffe dem Ret, lod endog Bannsættelsen gjentage i sit Biskopsdømmes Kirker, samt udstrække den til Brødrenes Velgjørere og Velyndere. Brødrene derimod paastode, at Erkepresten og Skolemesteren formedelst den udøvede Voldsgjerning selv vare faldne i Bann, og henvendte sig fremdeles til Paven, deres umiddelbare Overhoved, om Hjelp. Denne, der selv hørte til Minoriternes Orden og derfor vel maatte føle sig saa meget mere opfordret til at staa Medlemmer af denne Orden som saadanne bi, tilskrev den 11te November 1291 Abbed Erik i Munkene, Provsten ved Apostelkirken i Bergen og Cantsleren Baard Serkssøn, Chorsbroder sammesteds, at de skulde stevne Biskop Eivind, Erkepresten, Skolemesteren og Oslo hele Domcapitel til inden fire Maaneders Forløb at møde for Pavens Domstol, Biskoppen personligt eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personligt, og Domcapitlet ved Fuldmægtig, for at høre Dom og svare Ret[2]. Hvorledes det videre gik med denne Sag, vides ikke, men i 1298 findes en Viceguardian for Klostret omtalt, hvilket viser, at det da maa have været i fuld Stand[3]; altsaa have vel Biskoppen og Capitlet maattet give efter, for saa vidt man kan antage, at Klostret byggedes paa den fra først af anviste Tomt.
- ↑ Det torde dog nok ogsaa være muligt, at den Tomt, Hertugen ved Klostrets Stiftelse skjenkede Brødrene, ikke var den, paa hvilken Klostret senere blev anlagt, eller hvor Hospitalet nu staar, men laa længer inde i Byen, saa nær ved Biskops– og Chorsbrødre-Gaardene, at disse kunde paastaa, at det var deres Grund, samt at dette baade kan have været det Paaskud, under hvilket Biskoppen vilde hindre Klostrets Anlæggelse, og tillige, under hiin Forudsætning, Aarsagen til at de maatte anlægge dette længer ude. Men da intet med Vished vides herom, har jeg blot vovet at fremsætte dette som en Gisning.
- ↑ Dipl. Norv. III. 31.
- ↑ Dipl. Norv. VI. 30.
