mellem Chorsbrødrene, Bypresterne og Skoleklerkerne. 8) Tilladelse til at begraves paa Kirkegaarden skulde først søges hos Erkebiskoppen, naar han var indenbys, og dernæst af Chorsbrødrene; men naar han var borte, var Chorsbrødrenes Tilladelse nok; men i selve Kirken maatte ingen begraves uden med begges Samtykke. 9) Enhver Chorsbroder skulde have 1 Mk. brændt og et Pund Vox hvert Aar, og skulde den, der forvalter Ofret og Kirkegodset, promte udbetale dem dette hver 11te August, eller idet mindste inden 9de September i det aller seneste. Denne Indtægt for det allerede forløbne Aar skulde strax betales dem; og for deres Afsavn deraf i al den Tid, siden Erkebiskoppen tiltraadte sit Embede, samt hvad de ellers kunde fordre af Erkebiskoppen, gav denne til deres Commune Kirken paa Stein (Bynessets Kirke) med al den erkebiskoppelige Indtægt, han plejede at faa fra Sognet, og hele den Lod, der tilfaldt Presten, hvorhos de med Erkebiskoppens Samtykke kunde beskikke en af sin egen Midte eller hvilken som helst anden til at beklæde Preste-Embedet der; dog med Forbehold af den Rettighed, Erkebiskoppen ved sin aarlige Visitats plejede at faa. Derhos gav han dem ogsaa sin Halvdeel af Olafskirken, saa at de nu havde en heel, med fuld Presteindtægt, dog saaledes, at de skulde holde Vicarier der saa mange Dage som sædvanligt; paa samme Maade skulde de og have Haugs Kirke (i Verdalen). 10) Skatmesteren skulde aflægge Regnskab for Erkebiskoppen og Chorsbrødrene .hvert Aar, og Brev udstedes derom, som skulde ligge under begge Parters Varetægt. 11) Med de Kirker og andre Beneficier, som Erkebiskoppen paa egen Haand eller Chorsbrødrene paa egen Haand havde bortgivet, skulde det saaledes have sit Forblivende det første Aar, men med de Beneficier, der fra nu af bleve ledige, skulde der forholdes som oven meldt. 12) Dette Over-Forliig skulde staa ubrødeligt i Erkebiskop Jørunds Dage, dog uden Skaar i de Sedvaner og Rettigheder, som en af Parterne eller begge kunne ville underkaste sin Dommers Prøvelse.
Vi ville i det Følgende snart see, at Forliget, trods Slutnings-Artiklen, dog ikke blev ubrødeligt, og at kun efter faa Aars Forløb Tvisten blussede op igjen med større Heftighed end før. Sandsynligviis har vel og neppe nogen af Parterne selv næret noget Haab eller oprigtigt Ønske om at Forliget skulde bestaa, og hvis nogen virkelig har smigret sig med et saadant Haab, var det vistnok alene Kongen. Men saa meget havde dog denne opnaaet, at Erkebiskoppen nu ganske havde kastet sig i Kongemagtens Arme, og et tydeligt og forbausende Beviis fik man derpaa, da Kongen, sandsynligviis ved dette samme Frostathing, gjorde Erkebiskoppen til sin Jarl[1], og denne som saadan svoor ham
- ↑ Se de isl. Annaler ved 1297.
