og flere synes ogsaa virkelig at have taget Korset. I det mindste maa dette Tilfældet paa Island, hvortil Biskop Jørund af Hole, der havde deeltaget i Mødet, bragte den pavelige Opfordrings-Skrivelse, saaledes som ovenfor berettet; og ligeledes have vi seet at Hertug Haakons Klerk, Gabriel Jonssøn, der har skrevet mange af hans Breve, mellem 1289 og 1292 besluttede sig til at vende tilbage til sit Fædreland, England, for at gaa med Kong Edward til Palæstina[1]. Men vi have ligeledes omtalt, at det slet ikke var Kong Edwards alvorlige Hensigt, at drage afsted, og saaledes kom der intet ud af det Hele.
Da Erkebiskop Jørund, som før sit Valg til Biskop havde været en temmelig ubemerket Chorsbroder i Hamar, neppe kunde maale sig med sit Capitels fornemste Medlemmer, som Sighvat, Audun og Jon Elg, i Kundskaber, Talenter og Forretningsdygtighed, og desuden vistnok savnede de indflydelsesrige Forbindelser i Rom, som hine havde haft Anledning til at skaffe sig ved Curien, maatte han, for at kunne kue dem ad Lovens Vej, skaffe sig dygtige og lovkyndige Hjelpere. En saadan fik han først og fremst i den flamske Gejstlige Johannes, (Jon Flaming), der længe havde studeret i Paris og Orleans, og var, som det heder, en saa dygtig Jurist (det vil sige Canonist), at hans Lige ikke fandtes i Norge[2]. Rigtignok var han ikke det norske Sprog ret mægtig, men denne Mangel blev dog nogenledes afhjulpen, da den forhen omtalte islandske Prest Laurentius Kalfssøn siden efter traadte i Erkebiskoppens Tjeneste. Laurentius var, som vi have seet, om Høsten 1294 kommen over fra Island med Hr. Peter af Eid; han havde tilbragt Vintren i Bergen, og der endog tiltrukket sig Kongens Opmerksomhed ved sin Dygtighed i at concipere og skrive Latin. Anledningen dertil var den, at Laurentius’s Ven og Beskytter, Hr. Peter af Eid, vilde frie til en fornem Dame øster i Viken, der var beslægtet med Kongen, og til den Ende udbad sig et Anbefalingsbrev fra denne; Kongen svarede at naar Peter selv vilde besørge Skrivelsen opsat, saa skulde han gjerne sætte sit Indsegl (formodentlig Secretet) derfor, og Peter henvendte sig nu til Laurentius, der strax skrev Brevet, og det paa Latin, saa. siirligt, baade fra Indholdets og Formens Side, at Kongen, da Peter bragte
- ↑ Se ovenfor S. 201. Gabriel Klerk har skrevet Hertugens Gavebrev til Vidar Gjest og Andres Gjest af 22de Mai 1289 eg 27de Mai 1290; Kongens og og Hertugens Brev til Kampens Borgere af 31te Juli 1289 (s. o. S. 160), Hertugens Beskyttelsesbrev for Stavangers Chorsbroder af 12te Mai 1292, og et andet Beskyttelsesbrev, Hertugen den 8de Juli 1292 udstedte for en Bonde i Gudbrandsdalen, Bjørn Eysteinssøn (Dipl. Norv. III. 33). Han skrev en udmerket siirlig Haand, og Sproget er saa reent, som om han havde været en fød Nordmand.
- ↑ Laurentius Saga.Cap. 9.
