Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/290

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
268
Erik Magnussøn.

Thoten heder det udtrykkeligt i den følgende Artikel: „Vi ville ikke paa nogen Maade taale at Folks Ret tilsidesættes for Bestikkelse, Venskab, Gaver eller andet saadant, som ej er passende“[1]. I den samme Retterbod forbødes det ogsaa Sysselmændene eller Leensmændene at stevne nogen Bonde til Lagmanden udenfor det Distrikt, over hvilket denne var sat, og heller ikke for øvrigt, uden at man først forgjeves hjemme, før Stevningen, havde forelagt samme Bonde en fuldstændig Fremstilling af Klagen, og forgjeves søgt at faa sin Ret af ham[2]. Man har ogsaa, just ved denne Tid, Exempler paa, at Bønder stevnedes til Lagmanden, uanseet om denne opholdt sig udenfor sit egentlige Distrikt. Saaledes har man en Dom af Vige, Lagmand i Skidan eller Skien (sandsynligviis den første, der nogensinde beklædte dette Embede), afsagt den 2den Juni 1294, men i Tunsberg, ikke i Skien, og dog i Nærværelse af begge Parterne, som altsaa, skjønt de hørte til Skidans Lagthing, dog maa have været stevnede til Tunsberg, og det uagtet Vige kun opholdt sig her midlertidigt, for at gjøre Kongen og Hertugen, der just ved denne Tid ventedes til Tunsberg for at underhandle med de tydske Stæders Udsendinger[3], sin Opvartning, hvilket man tydeligt kan see deraf, at han selv i Dommen, saavel som i et 11 Dage senere i Forening med Einar Lagmand i Tunsberg udstedt Bekræftelsesbrev deraf, omtaler flere anseede Mænd fra forskjellige Kanter som nærværende, hvilke neppe vilde have samlet sig der uden i Anledning af Kongens og Hertugens Nærværelse; det var nemlig Hr. Thore Haakonssøn, Sysselmand i Skidan, Stallaren Hr. Gudleik Viljamssøn, Peter, Lagmand i Viken, begge de islandske Lagmænd Hr. Jon og Hr. Erlend sterke, den islandske Befalingsmand Hr. Thord paa Madrevalle og flere andre[4]. En saadan Praxis, at stevne Bønderne udenfor Lagsoknet, maatte naturligviis forvolde dem megen unødig Møje og Bekostning, og havde maaskee for en Deel sin Grund deri, at flere Lagsokn, som f. Ex. Skidans, endnu vare nye og Grændserne ikke rigtigt bestemte. Naar Hertugen forbød at stevne Indbyggerne af Thoten og Hedemarken udenfor Lagsoknet, var

  1. ↑ Rb. af 1293, Art. 3.
  2. ↑ Sammesteds, Art 4.
  3. ↑ Fra Pintsetid, altsaa fra 6te Juni 1294, underhandlede Kongen her med Hans v. Runesse og de øvrige tydske Udsendinger, se ovenf. S. 234.
  4. ↑ Dipl Norv. I. No 82 og 83. Det første, af 2den Juul, indeholder Dommen, det andet, af 13de Juni, Bekræftelsen. Det første mangler vistnok Udstedelsessted, men da Dommen angives at være afsagt i Overvær af de samme Herrer, der ogsaa nævnes i det sidste, der udtrykkelig er dateret fra Tunsberg, og man ilte med nogen Rimelighed kan antage, at de alle først havde været i Skien, er det tydeligt, at ogsaa hiint er udstedt raa samme Sted.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-4-2.djvu/290&oldid=196860»