Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/251

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
229
1295. Stilstand til Hegnesgavl.


3. Grev Jakob, Nils Knutssøn, Peder Jakobssøn, Nikolas Hallandsfar, Lage Lagessøn, med flere, læge og lærde, der tidligere vare rømte fra Danmark til Norge, og, for saa vidt enkelte af dem vare døde, deres Arvinger, skulde frit og uden Forfang kunne opholde sig i Danmark, dog saaledes, at de, der vare dømte som Kongemordere, ikke maatte komme for Kongens, Hertug Christophers eller Hertug Valdemars Manna; skede det uforvarende, skulde de med tolv Slægtningers Eed godtgjøre, at det ej var skeet af Forsæt; imidlertid skulde Kongen give Befaling til, at alt deres Gods skulde tilbagegives dem. Dette blev, som det synes, enten samtidigt eller strax efter nærmere forklaret saaledes, at de Fredløse skulde nyde fuld Grid og Sikkerhed paa alle Øer, men ikke paa Fastlandet (meginland), hvortil man dog vist ogsaa regnede Sjæland og Fyen[1].

4. Kongen af Norge skulde beholde Hjelm og Hunehals uanfegtede af den danske Konge, saa længe Stilstanden varede; dog maatte der ikke slaaes nogen Mynt der, hvorved Danmarks Mynt forringedes. Hvis allerede noget af de tvende Slotte var belejret eller indtaget, skulde det tilbagegives, og Besætningen sættes paa fri Fod; de som vare fangne udenfor, skulde ligeledes sættes paa fri Fod og deres Ejendele gives dem tilbage, imod Sikkerhed, at de skulde fremstille sig for begge Konger, naar de næste Gang vare samlede. Her sigtes, som man seer, fornemmelig til hvad der sidst var forefaldet ved Hunehals. Paa samme Maade skulde den norske Konge behandle danske Fanger; ingen nye Fæstninger maatte i Mellemtiden bygges, nogen af Parterne til Skade eller Kjøbmænd til Forhindring.

5. Kjøbmænd skulde i Fred kunne fare til begge Riger, sejle og handle, undtagen naar almindeligt Forbud udstedtes; ingen usedvanlig Told skulde fordres; naar Handelsskibe strandede, maatte Besætningen frit bjerge Godset, indtil de overgave det som Vrag.

6. Junker Erik, Hertug Valdemars Broder, skulde frit have og nyde alt det Gods i Danmark, der tilhørte hans Hustru Fru Sophia, og som var tilfaldet denne i Arv efter Kong Eriks Døtre Jutha og Agnes; paa hvilken Opladelse Danekongen skulde give ham sit aabne Brev. Dog skulde Junker Erik staa hver den til Rette, som havde lovlig Tiltale paa noget af dette Gods.

7. Paa det Gods, der tilhørte Hertug Erik i søndre Halland, Hertug Knuts Søn, skulde Kongen hverken selv eller ved andre gjøre

  1. Tillægget, at de ej maatte komme paa Fastlandet, nævnes alene i Manifestet, men da Huitfeldt kun meddeler et Udtog af Stilstands-Documentet, er ret muligt at han kan have udeladt dette Punkt.