Kongedømmet, saaledes som hans Fader havde bestemt, og allerede 8 Dage efter udfærdigede han i sit eget Navn til den engelske Konge et Brev, hvori han meldte sin Faders Død, anbefalende sig fremdeles til hans Velvilje, underrettende ham om, at han skulde krones førstkommende St. Hansdag, som det var bestemt, og bad ham undskylde, at dette Brev var forseglet med hans Faders Segl, eftersom der endnu ikke havde været Tid til at faa et nyt. Men dette Brev var kun en Høflighedsskrivelse, af hvilket Slags der vistnok blev udfærdiget flere ved hans Tronbestigelse, uden at han derfor selv befattede sig dermed, ligesom det er tydeligt, at han i de første Aar velter ikke havde noget med Regjeringen at bestille[1]. Ifølge de ældgamle norske Vedtægter var han vistnok allerede myndig med det fyldte 12te Aar, men det er let at forstaa, at dette kun var en Myndighed af Navn, og at der, om end ingen Formynder-Regjering formeligt var udnævnt, dog nu dannede sig en saadan, der stiltiende greb Regjeringens Tøjler, og førte dem, indtil Kongen selv naaede den tilstrækkelige Aandsmodenhed. Lendermændene udgjorde nemlig efter de gamle statsretlige Bestemmelser, der nu end ydermere vare bekræftede ved den nye Hirdskraa, Kongens Raad, og det faldt saaledes af sig selv, at de af dem, der ved Kong Magnus’s Død vare tilstede i Bergen, overtoge Styrelsen i Kongens Navn. Men ved Siden af dem udøvede ogsaa Enkedronningen Ingeborg stor Magt, ja var endog at betragte som den egentlige Regent inde. Den Indflydelse, som Dronningen, der synes at have været en talentfuld og myndig Kvinde, udøvede paa den unge Konge, der efter alle de Træk, der ere os meddeelte om ham, maa have været af en føjelig og eftergivende Charakteer, som næsten nærmede sig til Svaghed, syntes overhoved at have været meget stor. For øvrigt var der ikke fra Baronernes Side nogen Anledning til at betragte Dronningen Magt med Skinsyge, da hun ganske stillede sig paa deres Parti lige over for Kirkepartiet, som vi snart ville erfare. Saa vidt man kan skjønne, traadte den afdøde Konges Bestemmelse med Hensyn til de Hertug Haakon tilstaaede Forleninger strax i Kraft, og der fandtes saaledes en Deel af det samlede Rige, der kaldtes .Hertugdømmet[2]. Efter hvad man af flere offentlige Documenter fra den Tid kan slutte, synes der dog at have bestaaet et Slags Fællesregjering mellem begge Brødrene, der især gjorde sig gjeldende, efter at begge havde naaet deres Myndigheds-Alder. Man finder nemlig, at de da i Fællesskab have udstedt ikke faa Breve, hvis Indhold vedkom det hele Rige eller udenlandske Anliggender, ligesom ogsaa
