Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/218

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
196
Erik Magnussøn.

Orknøerne, for at underhandle med de norske Gesandter og modtage vor Dronning. Men da lød blandt Folket det sørgelige Rygte, at samme vor Frue skulde være død, hvorover Skotlands Rige er foruroliget, og det menige Folk fortvivlet. Sir Robert Bruce, som før ikke havde villet indfinde sig ved hiin Samling, er nu efter Enkeltes Tilskyndelse kommen did med en betydelig Styrke, dog veed vi endnu ikke, hvad han agter at gjøre, eller paa hvad Maade han vil gaa frem. Men Jarlerne af Mar og Atholl have allerede opbudt deres Hære; de andre Magnater begive sig ligeledes hver til sit Parti, og man kan saaledes frygte for en almindelig Krig og stor Blodsudgydelse, hvis ikke den Højeste, ved eders Flid og Bistand, bringer hurtig Hjelp. Biskoppen af Durham, Jarlen af Guarenne og vi selv have siden hørt, at vor Frue er kommen sig af sin Sygdom, men endnu meget svag; vi ere derfor komne overeens om at opholde os her ved Perth, indtil vi af nogle til Orknøerne afsendte Riddere have faaet Vished om hendes Tilstand, som Gud give maatte være god og tilfredsstillende. Faa vi gunstige Efterretninger om hende, hvilke vi vente Dag efter Dag, ere vi færdige at rejse didhen efter Bestemmelsen for da, saa godt vi formaa, at udføre oven nævnte Hverv. Kommer Sir John Balliol til eder, raade vi eder, at I seer til at forhandle med ham paa saadan Maade, at i alle Tilfælde eders Ære og Fordeel bevares. Men skulde det hænde, at vor Frue, hvilket Gud forbyde, siger denne Verden Farvel, da var det ønskeligt, om eders Excellens fandt for godt at nærme eder Grændsen, for at trøste det skotske Folk og forebygge Blodsudgydelse, saa at Rigets troe Mænd kunne bevare sin Eed ukrænket, og tage den til Konge, som med Rette bør arve Riget, dog kun for saa vidt han vil rette sig efter eders Raad“.

Om det virkelig forholdt sig saaledes, at Margrete var kommen sig igjen af fin første Sygdom, faar staa ved sit Værd, men i saa Fald vare de gode Forhaabninger om hendes Helbred kun af kort Varighed, da hun døde paa Orknøerne uden at sætte Foden paa Skotlands Grund. Ved hendes Død maa der dog have været særegne Omstændigheder, der gjorde, at der hvilede en vis Dunkelhed derover, saa at man ikke engang nøje veed Tiden, da den indtraf[1], og mange endog ikke troede at hun var død, hvorved det ti Aar senere blev muligt for en Kvinde fra Tydskland, ganske vist en Bedragerske, at udgive sig for hende og vinde Tiltro, saaledes, som det

  1. Fordun l. c., saavel som S. 967, sætter hendes Død til 1291, ganske reist aldeles urigtigt: men maaskee kom ikke den paalidelige Efterretning derom til Skotland førend efter Nytaar; Trivet i D’Achery Spicilegium 4to VIII. 653 sætter den endnu urigtigere til 1289. Hvis hun er den Dronning Margrete, der nævnes i et gammelt Kalendarium, er hun død den 16de November, hvilket nok kunde passe, s. o. S. 31. Note 4. De islandske Annaler sætte hendes Død til 1290.