Oddssøn og hans Tilhængere, var atter blusset op med fordoblet Styrke, især da Biskop Arne havde faaet Efterretning om den djerve Chorsbroder Eindrides Valg til Erkebiskop, og antog det for afgjort, at han vilde komme tilbage til Norge med Pallium, og da træde i Jons Fodspor. Et nyt Forlig mellem Ravn og Arne i Skaalholt, omtrent paa samme Vilkaar som det forrige i Brautarholt, viste sig frugtesløst, fordi Biskoppen, stolende paa Medhold af den nye Erkebiskop, ikke holdt sig Vilkaarerne efterrettelig, men søgte ved Anvendelse af Kirkens Tvangsmidler at faa de af Lægmændene tagne Kirkegodser tilbage, medens Ravn og hans Venner lige saa ivrigt holdt paa dem; tilsidst kom det dertil, at Biskoppen satte flere af sine Modstandere formeligt i Bann og erklærede de øvrige forfaldne til Bannsstraf ipso facto, medens Ravn paa sin Side lod flere af de Prester, der udførte Biskoppens Foranstaltninger, dømme utlæge. I Aaret 1287 var Striden kommen saa vidt, at Ravn endog truede Biskoppen med at forholde ham hans Biskopstiende, og forbyde ham at rejse om paa Visitats; man kunde befrygte de voldsomste Storme, og den forsigtige Biskop Jørund forlod endog Landet. Det blev derfor nødvendigt for Kongen at skride alvorligt ind, og han sendte derfor allerede om Høsten 1287 sin egen Stallare Olaf Ragneidssøn af Stein saavel som Sighvat Halfdanssøn af Odde, der just havde været i Norge, til Island for at megle Fred og bringe Rolighed til Veje. Valget var meget heldigt, thi Olaf var ej alene rig og anseet, men synes derhos at have været en forstandig og maadeholdende Mand, der gjerne gav efter, hvor det paa nogen Maade kunde skee, for at skaffe Fred og Enighed til Veje; derhos er det aabenbart, at han havde Befaling af Kongen til at vise saa megen Føjelighed som muligt mod Biskop Arne, for hvem Kongen nærede megen personlig Ærbødighed, og hvem han nu desuden skyldte Erkjendtlighed, fordi han Aaret forud saa ivrigt havde søgt at fatte Ledingsudbudet i Kraft, medens derimod Ravn og de haandgangne Mænd havde lagt det Hindringer i Vejen. Et Beviis paa denne Erkjendtlighed havde Kongen allerede givet tidligere paa Aaret, idet han nemlig gjorde hans Frænde Loft Helgessøn til sin Hirdmand, og omsider tillod ham, efter fire Aars Fraværelse, at vende tilbage til Island, hvor han ankom om Sommeren[1]. Ligeledes medgav Kongen nu Olaf Stallare et Brev til Bi-
- ↑ Arne B. Saga Cap. 62, jvfr. c. 48. Her fortælles det om Loft, at han, da han den første Høst, han tilbragte i Norge (1283), blev saa unaadigt behandlet af Kongen og mødt med saa megen Uvilje ved Hoffet, gav Hallkell Agmundssøn, der just skulde drage til den tydske Konge, fem Hundreder Baadmaal: Hallkell bad da Bjarne Erlingssøn at finde paa Raad for ham, men intet skede. Da Hallkell kom hjem om Sommeren 1284, tog han Loft til
