som den eneste af nogen Betydning er Matthæus Parisiensis’s bekjendte historiske Verk, hvori han omtaler flere Begivenheder og Tilstande i Norge, som han under sit personlige Ophold der i Egenskab af Sendebud fra Kong Ludvig d. hellige i Frankrige havde lært at kjende. – Men ved Siden af de fortællende Historiebøger begynde under Kong Haakons Regjeringstid, især mod Slutningen, Breve og andre Documenter, eller saakaldte historiske Actstykker at spille en langt vigtigere Rolle end hidtil. Vistnok findes der fra Haakons og Sønnen Magnus’s Tid ikke saa mange indenlandske Breve, da de fleste i Tidens Løb ere tabte, men ogsaa Lovene og Retterbøderne maa her regnes blandt Actstykkerne, og i fremmede Landes Archiver, fornemmelig det pavelige, i Rom, ere der mange, uden hvilke mange vigtige Punkter vilde have været aldeles ubekjendte. Næst det pavelige Archiv maa det lübeckske ansees af Vigtighed, paa Grund af den nærmere Forbindelse, hvori Norge fra Kong Haakons Tid af kom med de tydske Handelsstæder ved Østersøen, og endelig er heller ikke saa lidet at hente fra de engelske. En temmelig stor Mængde af de for Norges Historie under K. Haakon vigtige Archivsager i Rom ere aftrykte i første Bind af Diplomatarium Norvegicum, og desforuden findes der endeel flere, som nu i denne Tid ere blevne afskrevne, og, som det haabes, snart ville blive trykte. Af de lübeckske eller rettere de østersøiske Stæders Documenter findes allerede mange vigtige og merkelige i Idet Bind af Sartorius’s „Hansestædernes Historie“, udgivne af Lappenberg, ej at tale om tidligere, mere mangelfulde Samlinger, men den bedste, og som det, naar den bliver færdig, maa formodes, udtømmende Samling er „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“, som nu udgives, og hvoraf tvende Bind, omfattende Tiden indtil de første Tiaar af det 14de Aarhundrede, ere udkomne. De fleste engelske Documenter er aftrykte i det bekjendte Diplomverk „Rymeri Foedera“, men desverre langtfra saa nøiagtigt og fuldstændigt, som man kunde ønske, og var berettiget til at fordre, idetmindste af den sidste Udgave, der med pragtfuldt Udstyr, paa offentlig Bekostning udkom for noget over 40 Aar siden.
Hvor Kongesagaerne aldeles høre op, nemlig i Kong Magnus’s Historie, er det et Held, at de øvrige nys nævnte Kilder, de annalistiske og diplomatariske, her begynde rigere at flyde. Ei alene blive de indenlandske Brevskaber hyppigere og hyppigere, indtil de efter Begyndelsen af det 14de Aarhundrede endog kunne siges at være forhaanden i Overmaal; men de vidtløftige Skriftvexlinger, der førtes med Danmark angaaende Dronning Ingeborgs Arv, og som siden afløstes af en langvarig Krig, hvori Sverige omsider deeltog; de mange
