mænd, der ville sejle over til eders Rige eller andre Lande. Vi bede eder derfor, at I af Kjærlighed til os ville med eders vældige Arm tugte alle saadanne Rænkesmede og Forstyrrere af vort Riges Velvære; vi skulle i lignende Tilfælde uden Vægring staa eder og eders bi“. Kongen sluttede med at udbede sig Kong Edwards Svar paa Anmodningen tilbagesendt med Overbringeren, hvis Navn ikke anføres, men, som man seer, førte Herretitel, altsaa var Ridder eller Baron, og kaldes Kongens kjære og troe Mand, hvorhos han meldte, at han selv var ved god Helbred. En Følge af de fra de nordtydske Fyrster indkomne Forestillinger var det vel, at Kongen sex Dage senere skrev et Brev til Lübeck, Hamburg, Wismar, Rostock, Bremen[1], Stralsund, Greifswalde, Stettin, Demmin, Anklam, Elbing, Gotland, Riga og Reval, i en beroligende Tone, ytrende, at, uagtet Menneskeslægtens onde Fiende, betragtende Kjærlighed med onde Øjne, uophørligt arbejdede paa at forbitre Venskabets og Hengivenhedens Baand mellem Menneskene, var det en Pligt at modstaa samme Fiende med oprigtig og uskrømtet Iver; da nu de tydske Kjøbmænd paastod inden det norske Riges Grænser, og Nordmændene omvendt i de tydske Stæder, at have lidt store Retskrænkelser og Skadetilføjelser, vilde han derfor efter Evne bidrage til, at al Uenighed, som maatte flyde af disse Ubehageligheder, ganske kunde undgaaes, og erklærede herved, at for Fredens Skyld og til fælles Bedste vilde han lade enhver tydsk Kjøbmand, der enten for ham selv eller Lagmændene lovligt beviste, at han fra norsk Side havde lidt nogen Forurettelse, nyde fuld Rets-Erstatning efter Rigets Love og Sædvaner, ligesom han ogsaa ventede, at den samme Behandling vilde blive de Nordmænd til Deel, der paa lignende Maade godtgjorde for vedkommende Raadmænd, at de vare blevne forurettede af Stædernes Borgere; desforuden skulde de tydske Kjøbmænd, der naar som helst besøgte Norge, nyde de samme Friheder, Rettigheder og Privilegier, som Kongens Fader og Forfædre havde tilstaaet dem, naar kun de norske Kjøbmænd, der besøgte Stæderne, nøde de samme Friheder og Rettigheder, som de fra gammel Tid havde plejet at nyde. Men denne Skrivelse affærdigede Sagen alt for let, og det Erstatningstilbud, den indeholdt, var alt for lidet bestemt, til at Stæderne dermed kunde lade sig nøje. De vilde have Tilsagn om en bestemt Erstatnings-Sum. Det er vel heller ikke usandsynligt, at de endog med en vis Glæde grebe Lejligheden til at bringe
- ↑ Det er underligt, at Bremen her nævnes, da det dog maa ansees vist, at denne Stad nu ei laa i Krig med Norge: men Aarsagen er vel den, at dette Brev endnu, som det synes, med Flid ignorerer de syv østersøiske Stæders Krigsforhold til Norge, og holder sig til den tidligere Tingenes Orden.
