været nævnt. Man skulde saaledes fristes til at formode, at han den længste Tid havde været holdt i Fangenskab, og at Kongen ej har ladet ham slippe ud af dette, førend efter Hertugens Fald, da der ligeledes maa være kommen Efterretning om at Gospatrik var død Aaret forud[1]. Harald vendte nu tilbage fra Norge (1242), landede først ved Norderøerne, samlede her en Flaade, og begav sig med denne til Man, hvor han dog fandt en saa venlig og kjærlig Modtagelse, at han strax sendte Flaaden hjem igjen. Fra denne Tid af herskede Harald i Ro og Fred. Dog synes Kong Haakons Mistanke atter at være bleven vakt imod ham, da Harald ved Paasketider 1246, efter sin Faders Exempel, besøgte Kongen af England i London, der slog ham til Ridder og gjorde ham store Foræringer.[2]. Kong Haakon kaldte ham nemlig i det følgende Aar til sig – det kan neppe have været for at overvære Kroningen, thi Indkaldelsen synes at være udgaaet efter denne, og ikke at være kommen til Harald førend om Høsten[3]. Harald adlød strax, lagde Vejen over England, og kom til Bergen nogen Tid efter at Kongen, som det i det følgende nærmere skal omtales, havde begivet sig til Oslo, for bekvemmere at kunne pleje Underhandlinger med Sverige. Harald rejste strax efter Kongen, traf ham i Oslo, og tilbragte Vintren hos ham[4]. Den Unaade, hvori han muligviis var falden, veg dog i saa Fald snart før den bedste Forstaaelse, og der aftaltes endog et Giftermaal mellem Harald og Kongens Datter Fru Cecilia, Gregorius Andressøns Enke. Brylluppet stod med megen Pragt i Kongsgaarden i Bergen den følgende Sommer (i Juli Maaned), og Kong Haakon skal, forsikres der, have lovet at hædre og hæve ham højere end nogen af hans Forgængere[5].
Af Fyrsterne af den sumarlidske .Linje, der beherskede de Øer, som ligger nærmere ved Skotlands Kyster, og ligeledes havde Besiddelser paa Fastlandet, tales der ikke mere om Duncan af Lorn og hans Broder Duggall Skrok[6]. Derimod erfare vi, at Duncans Søn Eogan, eller, som vore Sagaer kalde ham, Jon[7], tilligemed hans
- ↑ Sammesteds.
- ↑ Den manske Krønike sætter dette under 1247, men Matthæus Paris. (S. 474) henfører det rigtigere til Paaske 1246, hvilket kan sees af et hos Rømer (S. 264) aftrykt Leidebrev af den engelske Konge for Harald, dateret 9de Januar 1246, gjeldende indtil Pints s. A., om frit at komme til England, opholde sig der, og drage bort igjen.
- ↑ Den lanercostske Krønike siger rigtignok at han indkaldtes til Kroningen, men den manske, som i dette Stykke er dens Kilde, har intet derom.
- ↑ Den manske Krønike, sammenholdt med Haakon Haakonssøns Saga Cap. 259.
- ↑ Den manske Krønike. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 260.
- ↑ Om disse, se ovenfor III. S. 771, 772.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260. Matth. Paris. (S. 516) kalder ham
