Hjemrejse berettes, synes denne jo visselig kun at have haft en fuldkommen privat Charakteer. Der fortælles nemlig, at da Kong Magnus om Sommeren 1265 havde en Sammenkomst med Byrge Jarl, fulgte Sturla, der allerede havde digtet en Flokk om Jarlen, med for nu ogsaa at hædre ham med en Draapa, og fremsagde den virkelig for Jarlen, der fandt sig saa smigret derved, at han indbød Sturla til at følge med ham op i Sverige, lovende ham gode Heste og fri Rejse; for dette Tilbud takkede Sturla ham, men undskyldte sig med at Kongen allerede havde givet ham Tilladelse til at rejse hjem til Island, ved hvilke Ord Kongen skal have vendt sig bort med et Smiil, fordi der ikke havde været talt et Ord om denne Sag imellem ham og Sturla; dog gav han ham Tilladelsen. Men om end saaledes ikke Sturlas Rejse fra først af var paatænkt fra Kongens Side, er der dog intet usandsynligt i, tvert imod er det i højeste Maade rimeligt, at Kongen ved samme Lejlighed paalagde ham at virke for Antagelsen af den Lovbog, som han selv havde været med at forfatte. Hvad Skridt der nu ellers bleve foretagne i den Anledning paa Island, er ganske ubekjendt. Saa meget er kun vist, at det ikke lykkedes Sturla og Thorvard denne Gang at saa Loven antagen, i det mindste ikke af noget stort Antal af Befolkningen[1]. Forsøget kom ogsaa aabenbart for tidligt, ligesom og Lovbogen selv maa have været et alt for stort Hastverksarbejde til engang at fortjene at antages. Bi have ovenfor viist, at denne Lovbog ikke kan have været andet end et i Skyndsomhed gjort første Forsøg paa at tillempe et sandsynligviis fra Kong Haakons Tid beroende Udkast til en Sammensmeltning af Gulathings- og Frostathings-Lagen efter de islandske Forhold, fornemmelig ved at optage nogle Artikler af den ældre islandske Lov;i de Afsnit, der angaa Landboforholdene. Kun paa denne Maade kan man forklare Navnet „Haakonarbok“, der lader til at være traditionelt. Endog i den Skikkelse, vi have denne Lov, nemlig saadan som den var bleven forøget, vel ogsaa omarbejdet, i Aaret 1271, viser den sig mangelagtig nok; end mere maa man have haft Grund til at udsætte paa den i dens ældre Skikkelse: der maatte i alle Fald dog ogsaa gaa nogle forberedende
- ↑ Det oven anførte Udtryk „Loven stod i 15 Aar“ behøver ikke at tages i anden Betydning end at det var den, om hvis Antagelse der l Løbet af 15 Aar var Tale, indtil Jonsbogen kom.
sigter. Vel veed man, at Sturla og Thorvard kom med den ældre Bog ogsaa i 1271 og at den da blev virkelig lovtagen, men dette hindrer ikke, at Kongen kan have overdraget de samme Mænd at gjete et tidligere Forsøg, og af Annalerne erfare vi, at Thorvard virkelig rejste til Island 1265, medens Sturlas Hjemrejse samme Aar berettes i Sturl.-Saga X. 18, saaledes som det her ovenfor er meddeelt.
