altsaa er bleven underkastet en ny Bearbejdelse for at falde lettere ved Oplæsningen. Og saavel af denne Grund, som fordi Forandringerne i det Hele taget ere i Harmoni med det allerede bestaaende, og Loven derfor fra vort Standpunkt kan betragtes som et heelstøbt Arbejde, ville vi her ogsaa gjennemgaa det Hele under eet, idet vi dog paa ethvert Sted paapege, hvad der maa antages at høre til den ældre Text. Hirdskraaen begynder næsten ordlydende som Utfarebaalken med en Paakaldelse af Christi Beskyttelse for Norges Konge og hans haandgangne Mænd, og med det almindelige Bud, at Norges Konge skal raade for Bud og Bann, og alt Udbud indenlands og udenlands, m. m. Herved antydes det paa en Viis, at Hirdskraaen for de haandgangne Mænd skal træde i Stedet for Utfarebaalken for de øvrige Undersaatter, hvilket ogsaa i sig selv for saa vidt var ganske i sin Orden, som de haandgangne Mænd, som ledingsfrie, ikke vare Utfarebaalken underkastede. Hirdskraaen og Utfarebaalken supplere saaledes hinanden indbyrdes, og kunne i Ordets egentligste Forstand siges at indeholde Norges offentlige Ret, saa meget mere som hiin, strax efter den omtalte Intimation, ogsaa heelt og holdent optager Tron-Arveloven af 1273 med tilhørende Bestemmelser, hvilken i Landsloven findes indført i den saakaldte Christenret, umiddelbart foran Utfarebaalken, men rigtignok med sterke Spor af, at den først har været indført i „Hirdskraa“, og nærmest afpasset efter denne. Dette sees især deraf, at den før omhandlede Beskrivelse over, hvorledes et Kongs-Evne skal tages til Konge, i Hirdskraa findes indført, hvor det netop er passende, mellem Arvefølgeloven og Formularerne for Hyldings-Eden, medens derimod disse Formularer, endog i Landsloven, slutte med, ligesom Hirdskraaen, at foreskrive en højtidelig Procession fra Hyldingspladsen tilbage til Kirken, samt et derpaa følgende Hyldings-Gilde i Kongens Gaard, hvilket aabenbart nærmere tilhører „Hirdskraa“, end Landsloven, idet det danner Slutningen af den her udførligt givne Forskrift for Hyldingsdagens Højtideligheder[1]. Og hertil føje sig nu endvidere i Hirdskraa i naturlig Sammenhæng Reglerne for, hvorledes Kongen skal creere Hertug, Jarl, Lendermænd og de øvrige Hof-Embedsmænd, tilligemed Opregnelse af alle disses Rettigheder og Pligter.
Om Højtideligheden ved Hertugens Udnævelse saavel som om hans Pligter og Rettigheder er der forhen talt. Dette sidste er og, som paapeget,
- ↑ Hirdskraa Cap. 10, jvfr. Landsl. II. 12. Hertil kan og regnes den Opfordring, der i Landslovens II. 7 samt Hirdskr. Cap.4 stiles til Kongen om at betænke fine Mænd med Legater før sin Død, thi dette hører med Hensyn til hele Udtryksmaaden umiskjendeligt til Hirdskraaen.
