relse var, som man seer, at faa en lignende Fuldmagt af Frostathingsmændene, som den, han allerede havde faaet af Gulathings-Mændene og Eidsivathingsmændene til at forbedre Loven; men, fortælles der, han fik kun denne Fuldmagt med Hensyn til alt hvad der hørte til det Verdslige, og Kongedømmet. Erkebiskop Jon har saaledes Uden al Tvivl fremsat en Protest med Hensyn til Kirkeretten. Han maa nu have haft tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med de allerede udarbejdede Udkast til den forbedrede Christenret for Gulathingslagen og Viken, hvilke han, som vi have viist, umuligt kunde finde fuldstændige og tilfredsstillende; derhos maatte han ogsaa fra Principets Side have haft meget at indvende imod at Kongen eller den verdslige Magt tiltog sig paa egen Haand, Gejstligheden uadspurgt, at reformere Kirkeloven. Fra det Standpunkt, Kirken nu indtog, maatte den fordre, ej alene at Christenrettens Reform udelukkende overlodes til den, som den verdslige Myndighed uvedkommende, men ogsaa, og det ifølge de udtrykkelige Ord i Pave Coelestins Privilegie-Bulle af 1194, hvorom mere nedenfor (S. 528), at dens Repræsentanter bleve tagne paa Raad ved Reformen af den verdslige Ret, for ogsaa her at varetage dens Interesser, og overholde en vis Eenhed i den Aand, der gik gjennem det Hele. Rimeligt er det, at Erkebiskoppen allerede under sit Ophold i Rom har meddeelt Paven selv og dem, der havde mest at sige ved Curien, hvilket vigtigt Foretagende der nu var paa Bane i Norge, og at han har faaet fuldstændig Instruction om, hvorledes han i den Anledning skulde optræde. Og Jon optraadte, som vi ville see, med
messe. Der er ikke Tale om noget almindeligt Rigsmøde, og jeg kan derfor ikke være enig med Keyser i den Antagelse, der fremsættes i den N. Kirkes Hist. II. S. 10, at de nye Bestemmelser om Kongearvefølge og Kongevalg her skulde have været bekræftede. Thi den paaberaabte Omstændighed, at et Hdskr. af Frostathingsloven ytrer om den nye Kongearv, at den blev vedtagen paa Frostathing med Raad og Samtykke af Jon Erkebiskop, de øvrige Lydbiskopper, Lendermænd og Lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, som da vare tilstede paa Frostathing, har ikke stort at betyde, naar man tager Hensyn til, at de bedste Haandskrifter i Gulathingslagen indeholde ganske det samme, kun saaledes at der staar „Gulathing“ i Stedet for „Frostathing“. Men da nu dette længere Tillæg kun findes i hine to Codices, medens de øvrige kun i Korthed melde, at Bestemmelsen blev vedtagen paa N. N. Thing, og et overvejende Antal, endog de bedste Codices af Frostathingslagen selv, her nævne „Gulathing“, kan der ikke være nogen Tvivl om, at det Rigsmøde, hvortil her sigtes, og hvor den nye Kongearvelov blev vedtagen, holdtes i Bergen eller i Gulathingets Nærhed. Der er ogsaa en Omstændighed, der viser at Kongearven først vedtoges efter 1271, nemlig den, at Kong Magnus’s Islandske Lov, der i den Skikkelse, hvori vi have den, maa være yngre end 1271, da den anden Gang sendtes til Island for at vedtages, indeholder Kongearven i sin gamle Skikkelse, saaledes som den vedtoges paa Rigsmødet 1260. Mere herom nedenfor S. 538, hvor det vises, at Kongearven tilhører Mødet i 1273.
