mødte; Dommen skulde ubrødeligt efterleves under en betydelig Bod; man kunde vel appellere en Lagmands Dom til Lagthinget, men paa dette skulde nu Lagmanden selv præsidere, og i Forening med Sysselmændene udnævne Lagretten, ligesom han og skulde have Stemme med i Domsafsigelsen; ja naar Lovbogen ingen Artikel indeholdt, som var anvendelig paa Tilfældet, skulde Afgjørelsen væsentligen rette sig efter hans Mening. Heraf indsees det let, at alt dog egentlig beroede paa ham. Ja, om endog den hele Lagrette var uenig med ham, skulde den dog ikke være berettiget til at ophæve hans Orskurd, men kun indberette til Kongen, at man ej fandt den lovlig, hvorefter Kongen med sit Raad skulde give den endelige Afgjørelse, „da han“, som det heder, „er beskikket over Loven“[1]. Dette var saaledes den formeligste Udtalelse af det Princip, at den dømmende Myndighed i civile Sager ikke længer tilhørte Folket, men Kongen. Kun criminelle Sager afgjordes endnu efter den gamle Skik paa det i Anledning af Forbrydelsen selv sammenkaldte Thing, ved 12 Mænds Dom[2], dog alene efter Sysselmandens Foranstaltning, ligesom endog i det Tilfælde, at den, der havde tilføjet en Anden en mindre Fornærmelse, hvorfor han var pligtig at bede, ikke godvilligt udredede Boden til den Forurettede, denne kunde klage for Sysselmanden, hvilken derpaa skulde indstevne begge Parter for sig og opnævne en Dom af 12 gode Bønder, for med fuldkommen Executions-Kraft at kjende mellem dem[3]. Saaledes ytrede sig i al Rettergang Kongens Myndighed som den altformaaende. Kongen dømte gjennem sine Lagmænd, hændede Dom gjennem sine Sysselmænd; Folkets egen Medvirkning blev liden eller ingen.
Da det var Magnus’s Plan, som han ogsaa gjennemførte, at Lovgivningen for hele Landet skulde være een og den samme, synes ogsaa i Forbindelse hermed den gamle Inddeling i Lagsokn at burde have været ophævet, i det mindste for saa vidt Folkets Deel i Lovgivningen angik, saaledes at .nu ikke længer en Lov behøvede at vedtages, at for hver enkelt Lagsokn, men at Vedtagelsen skede paa et almindeligt Rigsmøde. Uagtet nu dette ogsaa, som vi have seet, allerede var blevet Praxis, saa erfarer man dog af den nyere Landslov, saadan som den endeligt vedtoges, at Magnus dog enten ikke kunde eller ikke vilde forlade den gamle Lagsokns-Inddeling; de mange Afskrifter af Loven, vi endnu have tilbage, kunne alle lade sig henføre til fire Klasser, for Frostathingslagen, Gulathingslagen, Oplandene og Viken: de ere eenslydende i Alt, undtagen paa de Steder, hvor Lagthinget omtales, og det Capitel i Thing-
