land. Han indfandt sig hos Kong Haakon, med sine to Brødre, gik ham til Haande, og svor ham Troskabs-Eed. Man kan saaledes neppe tvivle paa, at i det mindste han var en af hine Misfornøjede, der havde tilskrevet Haakon. Hvo veed derfor, om ikke Magnus Jarl, som oven antydet, kan have været Overbringeren af flere saadanne Breve? De diplomatiske Forhandlinger og øvrige Brevvexlinger, der gik forud for Toget eller dreves samtidigt dermed, berøres kun yderst sparsomt og overfladisk saavel i vor Saga som i de skotske Kildeskrifter, der begge hovedsageligt dvæle ved de blotte ydre Begivenheder, og da Actstykkerne selv for største Delen ere tabte, kunne vi her kun gjette os frem efter enkelte Vink og Antydninger.
Vi erfare fremdeles, at den skotske Konge, eller hans Befalingsmænd paa disse Kanter havde bemægtiget sig Øerne Arran, Bot (Bute), og lagt Besætning i Rothsay Slot, samt maaskee ogsaa, saa vidt man kan skjønne, i en af Borgene sydligt paa Cantire, sandsynligviis Donaverty[1]. Dette var dog rimeligviis allerede skeet samtidigt med det oven nævnte Angreb paa Skye i Aaret forud.
Fra Kjarbarø gjorde Kong Haakon sine Dispositioner til at Fiendtlighederne samtidigt kunde begynde paa flere Steder. Han lod 50 Skibe under Kongerne Duggall og Magnus, Brynjulf Jonssøn, Ragnvald Urka, Andres Pott, Agmund Krøkedans og Vigleik Provstesøn gaa til det nær liggende Cantire-Eid, for at herje der; femten Skibe sendte han under Erlend Rand, Andres Nikolassøn, Simon Stutt, Ivar Unge og Guthorm Syderøing sønden om Cantire til Bute, for at indtage denne Ø; selv drog han med den øvrige Deel syd til Gudø (Gigha) strax vestenfor Cantire, og lagde sig der, uden endnu, som det lader, selv at foretage noget, men kun for det første oppebiende, hvad Virkning hine Angreb vilde have. Det er umiskjendeligt, at hans Hensigt med at lade hiin store Styrke gaa til Cantire-Eidet, for at herje baade der og rimeligviis i de nærmeste Egne af Knapdale, fornemmelig var at indjage de oven nævnte Herrer af Cantire Skræk, og tvinge dem til Underkastelse; derforuden haabede han vel at Eogan af Argyll, hvis Besiddelser i Børn stødte lige til disse Egne, derved skulde bringes til at indtræde i sit gamle Lydighedsforhold under Norges Krone. Eogan indfandt sig ogsaa virkelig hos Kongen, efter først at have begivet sig ombord paa Biskop Thorgils’s Skib, og sandsynligviis stillet sig under hans Varetægt; men det var kun for at opsige Kongen sin Lydighed, og bede ham tage de Forleninger, han havde givet ham, tilbage, da han nu havde svoret Kong Alexander Troskabs-Eed. Haakon bad ham betænke sig, og beholdt ham endog hos sig en Stund, i Haab om at kunne faa ham omstemt, men forgjeves. Eogan sagde at
- ↑ Borgens Navn angives ikke i Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 320, 326, men Donaverty (egentlig Dunabardyn) som den sydligste af Borgene paa Cantire, er vel ogsaa den, der her menes.
