Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/288

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
274
Haakon Haakonssøn.

som man havde gjort Regning paa, tog han en Omvej, hvorved han kom ovenfra nogle Højder ned mod den ene Arm af Skagfjordingernes Hær. Dette afgjorde næsten allerede Dagens Skjebne, thi da Brand og hans Mænd nu maatte gjøre en Vending mod Fienden, kom der Uorden i deres Rækker, og da Sammenstødet skede, løsnede snart deres Fylking, „som om man skyder en løs Vegg til Side“. Hertil kom nu og Forræderi, thi en Mand i Brands Hær, der var gift med en Slegtning af Thord og derfor var ham hengiven, tog, eftersom det forud hemmeligt var aftalt, pludselig Flugten med sin Søn og en heel Deel andre. Exemplet smittede, især paa dem, der vare fra de vestligere Hereder paa Nordlandet. Derimod kæmpede Brand og Skagfjordingerne selv med den yderste Tapperhed, og uagtet de i Længden ikke kunde staa sig mod Overmagten, anrettede de dog et stort Mandefald i Thords Hær. Han var selv nær ved at blive dræbt af en stor, sterk og tapper Kæmpe, ved Navn Jon Krappe, der uden at ense sit eget Liv kun havde Øje for Thord og idelig satte ind paa ham, indtil et vældigt Steenkast knuste hans Bryst og derved endte hans Liv. Brands nærmeste Venner og Ledsagere omgave ham i en sluttet Trop, og forsvarede ham med opofrende Hengivenhed saa længe de kunde, men de faldt omsider een for een, og Brand maatte tage Flugten. Da var allerede Flugten almindelig i hans hele Hær. Men Sejrherrerne forfulgte de Flygtende og nedlagde mange af dem; Kolbein Gran indhentede Brand og førte ham fangen tilbage til Valpladsen. Kolbein opsøgte Thord og meldte ham, at han havde Brand i sin Vold. „Hvi dræber I ham ikke“, spurgte Thord, hvis Lidenskabelighed nu ikke synes at have kjendt nogen Grændse. Kolbein svarede, at han troede at Thord maaskee kunde ønske at tale med ham først. Thord, som havde sat sig for at hvile lidt, stod da op og vilde gaa hen til ham. Men Ravn Oddssøn sagde: „gaa ikke derhen, Thord, hvis du ej vil skjenke ham Livet“. Da blev Thord siddende, og sendte en Mand hen, som kløvede hans Hoved. Denne grumme Handling er en hæslig Plet paa Thords Minde, thi Brand var en i enhver Henseende udmerket Mand, maadeholden og fredeligt sindet; hans Ønske var kun at vedligeholde Ro og Fred i Landet. Endog en af Thords egne Tilhængere, Skalden Ingjald Geirmundssøn, der havde været med i Floa-Slaget og gjort et Kvad derom, digtede et Mindekvad over Brand, hvori han berømmede ham som en af Landets ypperste og braveste Mænd, og udtalte det Haab, at hans Sjæl skulde finde evig Hvile i Paradiis[1]. Hvad der saaledes kunde opbringe den ellers saa humane Thord imod ham, er

  1. Sturlunga Saga VII. 42.