Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/241

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
227
1242. Islandske Begivenheder. Anseede Mænd.

Ormssøn, Kolbein Tumessøns Svoger og Stiffader, som vi tidligere have omtalt. Sigurds Broder Sigmund var Fader til hiin Jon Sigmundssøn, der først var gift med Thora Gudmundsdatter, en Syster af Gissur Thorvaldssøns Moder, siden med Halldora, Arnor Thorsteinssøns Datter, af Slagafjord-Ætten, og Datterdatter af Biskop Brand[1]. Jon Sigmundssøns Søn af første Egteskab var Orm Jonssøn paa Svinafell, hvilken vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder have haft Anledning til at nævne; uagtet hans Ferd stundom synes at have været noget egennyttig og beregnet, yndede han dog Fred og lovlig Orden mere end hans fleste øvrige Samtidige, og var derfor almindelig agtet og afholdt[2]. Han døde af Følgerne af en uforsigtig Aareladning om Sommeren 1241, kort før Snorre Sturlassøns Drab[3], og efterlod tre Sønner, af hvilke den ældste, Sæmund, arvede Godordet over Sida-Strøget, saavel som hans fornemste Besiddelser. En Søn af Jon Sigmundssøn i hans andet Egteskab var den allerede forhen omtalte, anseede Gejstlige Brand Jonssøn, siden 1247 Abbed i Thykkebø eller Ver, og siden efter, som det paa sit Sted skal omtales, Biskop i Hole. Orms og Brands Søster Steinun var gift med den herskesyge Agmund Helgessøn i Kirkebø. De her nævnte Mænd kunne sige at have været de mest anseede paa Østerlandet. Uagtet de vare nær beslægtede baade med Haukadals- og med Skagfjordinge-Ætten, optoges de dog, som det vil sees, mest af deres egne Anliggender, uden endnu at tage synderlig Deel i de større Partistridigheder, der rystede Landet. Dette Forhold vedligeholdt sig længe for Østerlandets Vedkommende, og var Aarsagen til at dets Underkastelse under Norges Krone skede senere end i de øvrige Landsdele.

Biskopperne i Landet vare fremdeles Nordmændene Sigvart Thettmarssøn i Skaalholt og Botolf i Hole, af hvilke Botolf synes at have været

  1. Slægtskabsforholdet med Skagafjord-Ætten er angivet i Stamtavlen No. 16 til foregaaende Bind.
  2. Orm Svinfellings Transaction først med Kol Arnessøn og siden med Sturla Sighvatssøn 1238 om at fratage Kol hans Gods m. m. (se ovenfor, III. S. 984 fgg.) gjør ingen af Parterne Ære. Men man kan ikke bedømme de daværende Islændingers Tænke- og Handle-Maade efter vore Tiders Maalestok. At Orm for en Pengesum lovede at dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet sig paa Kol Arnessøn, var i hiin Tid en Transaction, der betragtedes lige med enhver anden Overeenskomst om at udføre et tilladeligt Arbejde for en betinget Sum Penge, og naar Kol siden ikke vilde betale Summen, var det en Misligholdelse af Contracten, som Orm vistnok efter de flestes Mening med fuld Ret og uden mindste Skam kunde og burde paatale.
  3. Sturlunga Saga, VII. 48, jvfr. VI. 30. Han døde 3 Dage før Mariemesse sidere, altsaa 5te September. Efter nogles Sigende skulde Agmund Helgessøn, hans Svoger, havde aareladt ham og truffet Pulsaaren; maaskee med Flid: Agmunds senere Ferd synes at bestyrke det.