Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/239

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
225
1242. Islandske Begivenheder; anseede Mænd.

særegent som dette. Sturla Sighvatssøn efterlod en Søn, ved Navn Jon, samt et Par Døtre, men alle disse Syskende saavel som Moderen Solveig Sæmundsdatter opholdt sig allerede paa andet eller tredie Aar udenlands[1]. Urøkja Snorressøn levede vel, som det allerede er nævnt, til 1245, men ikke paa Island; her havde han udspilt sin Rolle, da han ved Gissurs Forræderi 1242 blev tagen til Fange og ført til Norge, som han ej fik Lov til at forlade. Den eneste mere anseede Islænding, der nu kunde siges at repræsentere Snorre Sturlassøns Linje, var Einar, Søn af Thorvald i Vatnsfjord og den letfærdige Thordis, Snorres Datter. Men han var fød i 1227, Aaret for hans Fader blev indebrændt[2], og saaledes paa denne Tid endnu kun 15 Aar gammel.

Det var i den vestre Deel af Vestfjordene, mellem Borgarfjorden og Hvammsfjorden, at Thord Sturlassøns Linje havde sit fornemste Tilhold. Stad, hvor Bødvar Thordssøn boede, laa paa Snæfellsnes. Einar Thorvaldssøns Ættegaard var, som vi vide, Vatnsfjord i Isafjorden i den nordvestlige Deel af Landet, og han optraadte derfor siden som et Slags Høvding for Isfjordingerne. Den anden mægtige Ætt paa den Kant, Eyre-Ætten i Arnarfjorden, eller Ravn Sveinbjørnssøns Ætt, repræsenteredes af hans Datter Steinuns og hendes i Aaret 1234 af Urøkja dræbte Mands, den kjække Odd Olessøns, Søn, Ravn, fød 1225, og opkaldt efter Morfaderen. Ravn var endnu kun en 16aarig Yngling, men blev siden efter en af de mægtigste Mænd paa Øen. Han boede nu med sin Moder paa Eyre, og havde en ikke ringe Støtte i sin Svoger, Svarthøvde Dugfussøn, der tilligemed sine Brødre Bjørn Drumb, Bjørn Køgil og Kolbein Gran havde været ivrige Tilhængere af Sturla Sighvatssøn, og kæmpet tappert paa hans Side ved Ørlygsstad. De skulde, som ovenfor nævnt, have forladt Island efter Forliget til Hvitaa-Bru, men Skibet, hvorpaa de vilde begive sig til Norge, blev af Storm drevet tilbage til Island, saa at der ikke blev noget af deres Udenlandsrejse. Endnu en tro og formaaende Tilhænger af Sturlungepartiet paa de Kanter var den gamle Gisle Markussøn i Bø paa Raudasand, gift med en Datterdatter af Hvamm-Sturla og saaledes nøje besvogret med Sturlungerne; han var den gjeveste Bonde vestenfor Arnarfjorden, og havde al sin Tid troligen fulgt først Sighvat, siden Sturla. Det var Gisle, derefter sin Svoger Eyvind Prests Raad havde dennes unge Søn Kolbein i Tankerne, da han efter Kolbein unges Befaling tilligemed de øvrige Bøn-

  1. Jon rejste 1239, Solveig og Døtrene 1240, Sturlunga Saga VI. 25.
  2. Sturlunga Saga V. I. jvfr. ovenfor III. S. 858.