Kong Haakons Saga giver ham udtrykkeligt det Lov, at ingen af Norges Konger siden St. Olafs Dage styrkede Christendommen som han[1], og derpaa have vi allerede seet Beviser nok i hans Bestræbelser for at udbrede Christendommen i Finmarken, som overhoved i den Eftergivenhed mod Kirken og dens Tjenere, som han lagde for Dagen i alle Tilfælde, hvor disse ikke vilde gaa Kronens Rettigheder for nær. Saaledes finde vi, at han indstændigt har indskærpet Vikens Beboere at betale deres Tiende ordentligt, efter de gamle Bestemmelser og guddommelige Love, „af al den retmæssige Indtægt, Gud forunder Mennesket i denne Verden, for at man derved kan kjøbe sig den tiende Deel af Himmerige, hvortil Mennesket i Førstningen var skabt, men hvorved det siden blev bortstødt ved Djevelens Tilskyndelse“. I dette Brev indskærpes ogsaa den ordentlige Ydelse af en anden Afgift, som det udtrykkeligt siges at hele Almuen i Viken (der tilføjes dog ikke naar) havde paataget sig. Den bestod i en talt Pening for hvert Kreatur, som man heller vilde have i sin Gaards-Besætning end undvære; de to Trediedele af denne Afgift skulde gaa til St. Olafs Helligdom i Throndhjem, og kaldtes derfor sædvanligviis Olafsskot; den tredie tilfaldt St. Hallvard i Oslo, og kaldtes saaledes Hallvardsskot. Efter al Sandsynlighed er denne Afgift vedtagen under Kong Haakons Regjering og ved hans Foranstaltning[2].
Det er allerede oftere omtalt, at Kong Haakon lod mange Kirker opføre, og at han navnlig efter den store Ildebrand i Bergen synes at have grebet sig særdeles an i saa Henseende. Han lod nemlig, som Sagaen beretter, opføre Olafskirken med Klostret, Katharina-Kirken ved Sandbro med tilhørende Hospital, og i det mindste paabegynde Allehelgenskirken i Vaagsbunden[3]. Da alle disse tre Kirker laa i det Strøg,
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333.
- ↑ N. gl. L. I. S. 459. Man maa her nærmest gjette paa en af de Perioder, hvor Kongen tilbragte længere Tid i Viten, enten allerede under Ribbungefeiden, eller senere under de hyppige Forhandlinger med Sverige og Danmark.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 333. I Langes Klosterhistorie, anden Udg. S. 329 er den Mening fremsat, at der ved „Olafskirken og Klostret“ paa dette Sted i Sagaen rimeligviis menes Dominicanernes Kirke og Kloster, mine„ som vi have seet, omkring 1230, og førende et Segl, hvori de hellige Konger Olaf og Erik fremstilledes. Men dette er dog ikke sandsynligt, da man nemlig ellers aldrig sender „Olafskirken“ nævnt, uden at den Kirke derved forstaaes, der senere blev Minoriter-Kirke, og nu er Domkirken. At der
lathingslov, Thingfarebaalken Cap. 1: vi skulle have vort Lagthing „paa Gulø i det rette Thingsted“, ej som i den ældre „her i Gula“.
