leverede Kongen et blodigt Slag ved Skanør[1]. Under al denne Forvirring var der ej at tænke paa at sende Gesandter eller udrede Penge til Norge; og da Kong Haakon om Høsten sendte sin Stallare[2] Aslak Gus til Rigsgrændsen med den aftalte Pengesum for at udbetale den og ligeledes modtage, hvad de Danske skulde betale, lod ingen danske Udsendinger sig see. Aslak begav sig da til Byrge Jarl, der maa have opholdt sig et Steds i Nærheden, og klagede for ham over de Danskes Uefterrettelighed. Men Byrge lod ham vide, at Danekongen (som altsaa maa have sendt Bud til Jarlen derom) ikke vilde indlade sig paa nogen Udbetaling den Høst, men derimod foreslog et personligt Møde med Kong Haakon næste Sommer, for at de da mundtligt kunde afgjøre den Sag. Jarlen understøttede dette Forslag paa det ivrigste, og Aslak vendte saaledes med uforrettet Sag hjem til Bergen. At Kongen antog Forslaget, viser det følgende; han havde egentlig intet andet Valg, siden han nu havde afskediget sin store Hær; siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Vinteren (1253–54). Imidlertid lykkedes det flere tydske Fyrster at megle Fred mellem Kong Christopher og Greverne, saaledes at han forpligtede sig til at forlene Abels Sønner med Sønderjylland, naar de bleve myndige, samt at overgive dem deres andet, hist og her i Riget beliggende Arvegods efter Faderen, imod at de frasagde sig al Fordring paa selve Tronen: imidlertid skulde han indtil deres Myndighedsaar vedblive at bestyre Hertugdømmet[3]. Nu, da han altsaa havde faaet frie Hænder fra denne Kant, og desuden vel troede sig sikker paa Byrge Jarls Venskab, var han end mindre tilbøjelig til at underkaste sig de ydmygende Fredsbetingelser, som Kong Haakon havde foreskrevet hans Gesandter. Da Sommeren og den til Mødet bestemte Tid kom, begav Kong Haakon sig, til Elven, og lagde sig fremdeles ved Lindesholmen, medens Byrge Jarl, i Egenskab af Megler, indfandt sig ved Gullbergseid. Kong Christopher kom ligeledes, og, heder det, „hans Trøst var hos Byrge Jarl.“ Da der taltes om endelig Fred, erklærede Christopher, at hans Underhandlere forrige Sommer havde indrømmet langt mere end de havde faaet Fuldmagt til. Byrge Jarl søgte ivrigt at bringe det til Forlig, og det forekom derfor Nordmændene, som om han tog Parti med de Danske; men desuagtet kunde man ikke komme til
