Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/978

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
960
Haakon Haakonssøn.

øerne og Hjaltland svore Troskabsed[1]. Derpaa bekjendtgjorde Kongen, at man allerede næste Dag, Langfredag, skulde lægge ud med Skibene, og erklærede hver den for Landsforræder, som blev tilbage. Fredag Aften lagde han ogsaa ganske rigtigt ud til Florevaag, hvor han overnattede, og roede kun Lørdag Morgen selv ind til Byen for at lyde Messe; da denne var forbi, vendte han strax tilbage igjen, og skjønt han endnu kun havde 10 Skibe, fortsatte han dog Farten til Grøningesund, hvor han blev liggende Paaskedagen over (15de April) og lod holde Messe paa Land i tvende Telte. Her blev der prædiket og hans Mænd aflagde deres Skriftemaal. Der blæste en sterk Søndenvind, og mange spaaede at de aldrig vilde faa god Bør, siden Kongen ikke vilde helligholde en saa dyr Fest i selve Byen. Han blev lidt ilde tilmode derved, men bad dog sine Mænd være ved godt Mod, da Gud nok vilde vende alt til det bedste. Samme Dag kom en vis Gudleik Eidung paa en Skude fra Østlandet, og berettede Arnbjørn Jonssøns Død, tilføjende, at det var tvivlsomt om Vikverjerne kunde bevare deres Troskab, dersom Kongen ikke snarligen kom til dem. Han havde altsaa haft fuldkommen Ret, da han sagde at det gjaldt at skynde sig. Anden Paaskedag, tidligt om Morgenen, gik Kongen op paa Land med en Svend, for at see efter Vejret; det blæste fra Sydost, og han var noget bange for at vække Mandskabet, hvis Vinden tiltog, da der var alt for mange, som gjerne vilde tilbage til Bergen. Men han vovede det dog, og gav Befaling til at ro syd over Hardsjø (Korsfjorden). Befalingen blev efterkommen; snart blev ogsaa Vinden god og rask, og medens han lagde bi ved Sandtodra (Sandtorv) for at høre Messe, sejlede endog de øvrige Skibe videre, saa at han ej fik indhentet dem førend i Salbjarnarsund (Selbø-Sund), hvor de oppebiede ham. Den Dag kom man heelt til Hvitingsø. Næste Dag (17de April) sejlede de forbi Jederen, hvor de udenfor Rebet fik en heftig Storm, saa at Roret knækkedes paa flere af Skibene. Dette Uheld havde ogsaa Kongens eget Skib, idet man sejlede forbi Hvin[2], saa at man maatte styre, som man bedst kunde, med Stumpen af Roret, Aarer og Landgangsbrygger, indtil man kom inden om Neset til Skjerendsund. Onsdagen sejlede man til Esjenes (Hesnes), hvor den største Deel af Flaaden samledes. Thorsdag fortsattes Sejladsen ind i Viken, indtil de kom forbi Aur (Jomfruland),

  1. Det maa aabenbart kun have været tilfældigt tilstedeværende Kjøbmænd eller andre Rejsende fra Orknø og Hjaltland, som man ved dette improviserede Hyldingsthing fik til at repræsentere sine Landsmænd.
  2. Herved forstaaes, som bekjendt, Egnene om Hvinen eller Kvinesdals-Elven, altsaa – siden her er tale om Kysten – Fede- eller Hvines-Fjordens Munding samt Lister.