vi have allerede tidligere seet, hvorledes Skule havde tage Korset, og i den Anledning faaet pavelig Tilladelse til at oppebære den Gejstligheden paalagte Korstogshjelp, uden at han dog nogensinde gjorde Mine til at opfylde Løftet, ja uden at han engang, som det synes, fra Gejstlighedens Side blev mindet derom, saa at der opstaar sterk Mistanke at han – hvor oprigtige end hans Hensigter kunne have været, da han laa paa Sygelejet og aflagde Løftet – dog senere kun har betragtet det som en god Lejlighed til at skaffe sig Penge, og som et Paaskud til at gjøre overordentlige Udrustninger, dem han ogsaa virkelig foretog, og som vistnok alene uforudseede Omstændigheder hindrede ham fra at anvende til Kongens Skade[1]. Og en lignende Formodning bliver næsten til Vished, hvad hiin foregivne Englandsrejse angaar, thi da Jarlen om Høsten 1232, efter at Orknøingernes Sag var tilendebragt, var vendt tilbage til Throndhjem, fik han det meget travlt med at lade bygge Skibe, og havde tillige meget andet fore, som hans Uvenner fandt mistænkeligt og betragtede som Tegn paa svigagtige Anslag mod Kongen. Der findes heller ingen Spor til, at han siden efter tænkte paa at gjøre Alvor af Rejsen. Dette, og sandsynligviis meget andet dertil, bidrog til allerede i Løbet af Vintren at gjøre Forholdet mellem Kongen og Jarlen meget spendt. Hvad der under sædvanlige Omstændigheder maatte antages at burde have knyttet Baandet fastere mellem dem, nemlig at Dronning Margrete om Høsten (9de Novbr.) fødte sin anden Søn, Haakon, til Verden, gjorde vel kun ondt værre, thi desto ringere Udsigt havde Peter til at kunne erhverve Tronen. Sagaskriverne nævne som de første Ophavsmænd hertil flere Lendermænd, der havde Ord for at de ved enhver Lejlighed heller søgte at sætte Splid imellem dem, end at mægle Fred, og han synes endog nærmest at sigte de kongelige Lendermænd for utilbørligt at have bagvasket Jarlen. Det er vist ingen Tvivl om, at Øretudere og Bagvaskere paa begge Sider have søgt at udvide Bruddet, og at Kongens Venner ved tidligere Lejligheder kunne have været for geskjeftige til at sætte Jarlens Handlinger i et mistænkeligt Lys. Men denne Gang havde de dog vistnok i Virkeligheden Ret, og man kan ikke et Øjeblik tvivle om, at den egentlige Rod til Ondet maa søges i Skules uudslukkelige Ærgjerrighed og Mangel paa Loyalitet. Blandt de Lendermænd, der skulle have søgt at sætte Splid mellem Kongen og Jarlen, nævnes i Særdeleshed den før omtalte Gaut Jonssøn paa Mel, i Søndhordeland, en af de mest anseede
- ↑ Se ovenfor S. 722. Den Flaade, Jarlen agtede at bringe til Danmark 1227, og med hvilken Kongen traf ham i Seløerne, da Efterretningen om Danekongens Nederlag ved Bornhovede nødte ham til at vende tilbage, var upaatvivlelig for en stor Deel udrustet ved Hjelp af hine Penge.
