fra Ljodhuus, hvor Knut havde sit Hoved-Tilhold, med Lethed kunde forurolige de nærmeste Egne vestenfor Elven. En heel Deel af dem laa just i Bevje Sogn, da de fik Nys om at Birkebeinerne nærmede sig. De toge vel strax Flugten; men vist og her bleve dog flere af dem fældede, og Simon vendte med i det Hele taget vel forrettet Sag tilbage til Kongen. Knut søgte at hevne sig ved at sende en Deel Ribbunger paa letsejlende Fartøjer til Marstrand,[1] hvor han vidste at Kolbein Ketturyg og Grunde Fehirde, hvilke Skule Jarl Høsten forud havde sendt i et vigtigt Erende til den danske Konge Valdemar – hvorom mere nedenfor – laa indfrosne paa Tilbagerejsen. Ribbungerne kom ganske uventet over dem, og fældte dem efter yderst tappert Forsvar med saa godt som hele deres Mandskab, medens de mange Kjøbmænd, der tillige laa i Havnen, skammeligen stode og saa til, uden at røre sig for at hjelpe dem. Men ved Efterretningen herom lod Kong Haakon Isen i to Dage ophugge lige fra Oslo til Iiskanten udenfor Holmene, og sendte en heel Mængde lette Skibe, vel bemandede, tinder Lodin Gunnessøn, Simon Kur, Hallvard Bratte, Gunnbjørn og Olaf Ingassøn, ned til Viken for at opsøge Knut i Staden Ljodhuus selv, og angribe ham. Da de kom, var Knut vistnok allerede borte med den største Deel af sin Hær, men nogle faa vare dog blevne tilbage i et Kastell, der i den Tid stod norden for Byen, under Befaling af en Bjørn Pakke. Birkebeinerne belejrede Kastellet, der snart overgav sig, imod at Forsvarerne fik beholde Livet, men et betydeligt Bytte faldt i Birkebeinernes Hænder, og de brændte Kastellet, ligesom de ogsaa lagde en betydelig Brandskat paa de vestgøtiske Bønder, der havde været i Ledtog med Knut[2].
Allerede Sommeren forud var den egentlige Stifter af Ribbungernes Parti, Gudolf af Blakkestad, bleven dræbt. Efter Sigurd Ribbungs Død skilte han sig, uvist af hvad Grund, fra Flokken, og drog hjem til sin Gaard Blakkestad, men da han var særdeles forhadt blandt Bønderne for alle de Voldsgjerninger, han havde begaaet der i Bygden, og derhos vel ogsaa efterstræbtes af de kongelige Sysselmænds Folk, fristede han en højst usikker Tilværelse, og maatte tilbringe den længste Tid i en Kirke, som den Gang stod i Nærheden af Gaarden. Men ikke en Gang Kirkefreden kunde beskytte ham mod Bøndernes Had. Han havde i sin Tid ladet en Bonde ved Navn Utrygg grumt mishandle med Slag og fra-
