i Retten; alle de ældre af dem erklærede, baade paa egne og hjemmesiddende Sønners Vegne, at de ej vilde have nogen anden Konge end den, der paa fædrene Side var kongebaaren lige fra Hedenold af i den uafbrudte mandlige Linje uden noget mellemkommende Kvindeled; andre Bønder og Lendermænd – vistnok, som ovenfor paapeget, Tilhængere af det gamle Aristokratparti – erklærede sig derimod deels for Skule deels for Guthorm. Fleerheden ønskede gjerne en almindelig Hirdstevne afholdt strax, for at man kunde blive enig om, hvo der skulde opstilles som „Kongsevne“, for siden paa Ørething at faa Kongenavn; men Skule paastod, at man skulde oppebie Erkebiskoppens Tilbagekomst fra en Visitatsrejse til Haalogaland, paa hvilken han just var fraværende. Birkebeinerne sagde, neppe uden Føje, at Jarlen kun vilde skaffe sig Lejlighed til at kunne henskyde sig under Erkebiskoppens –Autoritet før de Skridt, han selv agtede at foretage. At Guthorm var en ivrig Ven af S–kule, og en Tidlang umiskjendeligt tog Parti før ham, er vist nok, ligeledes var der ogsaa blandt Chorsbrødrene og de øvrige tilstedeværende Gejstlige flere, som endnu ikke havde forvundet det gamle Had til Sverre, og gjerne, om de kunde, gad ødelægge hele hans Æt. Jarlen sagde vel oftere i Fleres Paahør, at han snart skulde treffe de fornødne Foranstaltninger til Sagens Afgjørelse men det drog sig dog hen, og tilsidst blev Hirden utaalmodig. En Dag lod den paa egen Haand blæse til Hirdstevne i Kongehallen, og Jarlen anmode om at indfinde sig. Han turde ikke udeblive, og da han var kommen stod en af de mest anseede Hirdmænd, Vegard af Verdalen, eller, som han sædvanligviis kaldtes, Vegard Veradal, op, og erklærede paa de øvrige Hirdmænds Vegne, og som det foreløbigt mellem dem var aftalt, at de ej længer bilde have Kongevalget opsat, men allerede den følgende Morgen vilde have Thing i Kongsgaarden, hvor saavel Jarlen, som Kongesønnen Haakon skulde være tilstede; denne skulde da sidde i Højsædet hos Jarlen, og føre Titel af Kongsevne indtil Ørethinget kom. Vægrede Jarlen sig herved, vilde de Morgenen efter sætte Skibene i Søen, og drage til Bergen, for at stevne Thing fra hele Gulathingslagen og der tage Haakon til Konge; hans, saavel som deres egen Sag lagde de for øvrigt i Guds og St. Olafs Haand. Da Jarlen saa, hvor fast besluttet Hirden var paa dette, fandt han det ikke raadeligt at gjøre Indvendinger, men sagde at det skulde skee som de havde sagt. Men strax kaldte han sine egne Tilhængere, saavel Gejstlige som Lægfolk, til hemmelig Raadslagning, og de vare sammen hele Eftermiddagen og den paafølgende Nat, uden at nogen uvedkommende fik at vide, hvad de monne have aftalt. Hvad dette var, viste sig noksom siden. Morgenen efter lode Hirdstjorerne blæse til almindeligt Thing oppe i Kongsgaarden, hvor Jarlen havde ladet Højsædet berede paa Sydsiden af Nikolai Kirke, der, som vi have seet, var
