Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
40
Magnus Erlingssøn.


Abbed, ligger den Slutning ikke saa fjernt, at Villjam ogsaa er Kastell. Klostrets egentlige Stifter, og at dets Oprettelse er at ansee som den første og eneste blivende Frugt af Vikens Afstaaelse til Danmark. Thi dermed er der vel gaaet til saaledes at Erling skakke, som Vikens verdslige Høvding, og Biskop Helge, Fredsmegleren, enten allerede under deres Ophold i Danmark eller senere, efter Fredsslutningen, paa Kong Valdemars eller Biskop Absalons Forlangende have afstaaet Kastellkirken i Kongehelle til en Afdeling Munke fra Æskilsø, eller, hvis det først skede efter 1176, fra Ebelholt, for ogsaa i Viken at oprette et Filialkloster, men at dette Kloster senere, da Forbindelsen mellem Viken og Danmark opløstes, blev lagt under Erkestolen i Nidaros, uden at dog derved dets aandelige Forbindelse med Ebelholt ophørte. Naar Kastelle Kloster indtraadte i hiint besynderlige Afhængigheds-Forhold til Nidaros Erkestol, nævnes ingensteds; først omkring 1300 beder det, at der tilkom Chorsbrødre i Nidaros i Forening med Erkebiskoppen at vælge Priorerne i Elgeseters og Kastelle Kloster, og at føre Tilsnit med deres Ejendomme[1]. For den Sags Skyld kan det altsaa gjerne’være at Overdragelsen ej fandt Sted førend i Løbet af det 13de Aarhundrede, da Borgerkrigene vare forbi, og Erkebiskopperne i Nidaros ikke længer søgte nogen Støtte hos danske Prælater[2]. Det bliver derfor højst tvivlsomt, om Erkebiskop Eystein har havt nogen Deel i Klosterets første Oprettelse, thi for saavidt nogen norsk Biskops Bistand dertil udfordredes, maatte der snarere være Tale om Biskoppen af Oslo, og hvis der allerede fra Erkebiskop Absalons og hans Ven Abbed Villjams Side var Spørgsmaal om at stille det under den norske Erkebiskops Varetægt, er der størst Sandsynlighed for at denne Erkebiskop var Erik, Eysteins Efterfølger, der, som vi i det følgende ville see, stod i det nøjeste Venskabsforhold med Absalon, og en Tidlang opholdt sig hos ham. Det eneste, man med Sikkerhed veed om dette Klosters Tilblivelsestid, er, at den maa falde mellem 1136, da Kastellkirken, med hvilken dengang intet Kloster var forbundet, plyndredes af Venderne, og

  1. Schønings Anhang til Domkirkens Beskrivelse 21. Langes Klosterhistorie S. 730.
  2. Det maatte vel nemlig betragtes som en Fornærmelse mod Abbeden i Edelholt og følgelig mod den danske Gejstlighed, hvis nogen norsk Erkebiskop, hiin Abbed uadspurgt, havde ladet sig Raadigheden over Klostret overdrage. Derfor kan neppe Erkebiskop Eystein, og end mindre hans Efterfølger Erik, Absalons specielle Ven, have indladt sig paa noget saadant. En anden Sag er, om Abbeden i Ebelholt selv har stillet Klostret under den norske Erkebiskops Beskyttelse, og da maa man, som det ovenfor i Texten er skeet, nærmest tænke paa Erkebiskop Erik. Eystein stod mere i Forbindelse med England og søgte sin Støtte der.