lige paa begge Sider; den hele Krigsførelse bestod nu næsten alene i et Slags Legen Skjuul med hinanden eller bestandig Krydsfart frem og tilbage mellem Bergen og Viken, hvorved man ej engang synes at have lagt an paa at møde hinanden og levere et afgjørende Slag, men alene, som det lader til, at komme hinanden i Forkjøbet, overfalde enkeltviis en eller anden af det fiendtlige Parti, og for Resten gjøre hinanden saa megen Skade ved Herjen og Ødelæggelser, som muligt. For den fredeligere Seet af Befolkningen maatte dette være en saare uhyggelig Tilstand, thi ej alene blev alle Næringsveje, især Søfarten, derved foruroligede og lammede, men der tilføjedes ogsaa Borgere og Bønder ligefremme Tab ved Plyndringer, Ildspaasættelser og andre Slags Voldsomheder. Jon Drottnings ovenfor skildrede Ferd giver det bedste Exempel derpaa. Krigerne, hvis Vildhed og Foragt for fredelige Sysler nødvendigviis maatte tiltage, jo længere Fejderne varede, bleve derved ogsaa mere og mere uregjerlige og anmassende baade blandt Venner og Fiender, og i Længden maatte det derhos blive en hartad utaalelig Byrde for Landet at føde saa mange blot og bart fortærende og ødelæggende, ikke arbejdende eller i mindste Maade til det almene Bedste bidragende Mennesker. Det var derfor visselig den bedste Gjerning, Biskop Nikolas i sin hele lange politiske Løbebane udførte, da han allerede om Sommeren, sandsynligviis endnu førend Philip havde ladet sig hylde paa Ørething, rejste nord til Throndhjem, og foreslog Erkebiskop Thore, at de med forenede Kræfter skulde arbejde paa at bringe et Forlig i Stand mellem Birkebeinerne og Baglerne. Vel muligt, at Nikolas her mere havde sin Systersøns og sin Families Interesse for Øje, end Landets; hans hele Ferd for øvrigt viser noksom, at hans egen eller hans Families Fordeel, og hans personlige Sympathier og Antipathier altid hos ham afgave sterkere bestemmende Grunde for hans Handlinger, end Hensyn til Fædrelandets Vel. Men hvilke nu end hans Bevæggrunde ved denne Lejlighed monne have været, er det vist nok, at han gjorde Fædrelandet den største Tjeneste ved at gribe Initiativet til et endeligt Fredsfordrag. Erkebiskop Thore var strax rede til at række ham Haanden i dette gavnlige Verk, og begge disse mægtige Prælater forenede sig saaledes om at virke for Freden. Da Biskop Nikolas var kommen tilbage til Oslo, aabnede han Underhandlingerne ved at skrive Breve baade til Birkebeinerne og Baglerne, med Anmodning om at de vilde forliges. Sandsynligviis har ogsaa Erkebiskop Thore paa sin Kant tilskrevet dem, i det mindste Birkebeinerne, og disse maa have modtaget Brevene i Bergen paa samme Tid, som Philip og Baglerne modtoge Biskop Nikolas’s Brev i Haugesund. For øvrigt synes man at maatte formode, at begge Parter allerede tidligere paa Høsten have vidst Besked om, at Underhandlinger vare i Verk, og at dette kan have bidraget noget til at
