Dette var ogsaa alle Krigsmændenes Ønske. Men Bønderne svarede, at de ej vilde have nogen Konge, der paa fædrene Side var af gautsk Herkomst: de vilde heller have hans sammødre Broder Inge Baardssøn, der stod Kongeætten lige saa nær som han, men dertil var norsk af Fødsel, odelbaaren i Throndhjem, og hørte til en af de bedste Ætter i hele Landet. Erkebiskoppen understøttede Thrønderne, og Krigsmændene maatte, vistnok til deres og Haakons store Ærgrelse, give tabt og overlade Valget i deres Hænder. De valgte da Inge Baardssøn, og toge ham til Konge, med alle Høvdingernes og hele Almuens Samtykke. Der blev svoret ham Troskabs-Ed. og han aflagde igjen Ed paa at ville overholde Landets Love. Derpaa gik alle de gamle Hirdmænd og haandgangne Mænd, som hidtil havde tjent de foregaaende Konger, ham til Haande. Men Haakon Jarls Venner og Tilhængere begyndte nu atter at knurre paa hans Vegne, og klage over at Inge endnu var alt for ung[1] og uerfaren i Krigsvæsenet til at han i disse farlige Tider kunde føre Overbefalingen over Hæren. Heri erklærede alle Kongsmændene sig enige, og for at tilfredsstille dem blev det endelig efter Overlæg mellem begge Parters Venner bestemt, at Inge nok skulde føre Kongenavnet, men Haakon fremdeles være Jarl, føre Overbefalingen over Hæren og oppebære Halvdelen af alle kongelige Indtægter. Inge gjorde da Haakon til sin Jarl, og denne tilsvor Inge Troskabs-Ed. hvorefter Bønderne, som det heder, tildømte og samtykkede Kongen halv Leding og Udbud af Riget[2]. Kongen og Jarlen rustede sig derpaa, saa skyndsomt de kunde, med meget Folk og mange store Skibe. De havde sandsynligviis faaet Nys om, at Baglerne allerede havde hjemsøgt Bergen[3].
Strax efter Olafsmesse, altsaa i Begyndelsen af August, brøde nemlig Baglerne op fra Tunsberg med hele deres Styrke, og droge i korte Dagsrejser langs med Kysten vestover, idet de overalt optoge Leding og alle kongelige Rettigheder. Da de kom til Bergen, sandsynligviis midt i August, fandt de Borgen sterkt besat med 240 Mand og forsøgte flere Angreb paa den, men forgjæves. Om Natten laa de ombord paa Skibene, deels ved Munkebryggen, deels for Anker ude paa Vaagen. Idelig gik de da op i Byen og hen til Borgen, hvor de vexlede Skud med Besætningen; nogle bleve saarede paa begge Sider, men kun faa faldt. Erling, der maaskee ikke før havde været Vidne til Kamp, og derfor følte sig lidt beængstet, eller
- ↑ Det er forhen viist, at Inge ikke kan være fød før 1185, og ikke stort senere end 1186. Han var altsaa paa denne Tid i det højeste kun 18 Aar.
- ↑ Meningen heraf er vel den, at de forsamlede Bønder udtrykkeligt erklærede sig villige til at præstere halv Almenning.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, hos Claussøn, Fornm. S. IX. 98–101.
