svulmet, faa at det næsten ikke havde menneskeligt Udseende[1]. Alt tydede hen paa, at han maatte have faaet Gift, og det var naturligt, at Mistanken nærmest faldt paa Dronning Margrete og hendes Omgivelser, der rimeligviis allerede længe havde været betragtet med ugunstige Blikke formedelst deres uvenlige Ferd mod den almindeligt afholdte Konge. Hans Død vakte dyb Sorg over det hele Land, og alle vare enige om at hans Tab var uerstatteligt. Men jo dybere og inderligere man følte dette, desto større og heftigere blev Hadet imod dem, hvilke den offentlige Stemme betegnede som Ophavsmænd dertil; og hiin Mistanke, som i Førstningen kun hviskedes fra Mand til Mand, blev snart til offentligt Samtale-Emne, og Dronningen med hendes Tjenere bleve aabenbart beskyldte for at have forgivet Kongen. Haakon Galen søgte, saa godt han kunde, at undskylde hende, og stod hende bi efter Evne, men de øvrige Høvdinger og Kongens bedste Venner, understøttede af hele Almeenheden, paatalte Sagen med saadan Heftighed, at Haakon, uagtet han, som det strax nedenfor vil sees, var i Besiddelse af den højeste Magt i Landet, dog ikke formaaede at frelse Dronningen fra at underkaste sig den haarde og ydmygende Nødvendighed, at maatte fralægge sig Beskyldningen ved Jærnbyrd. Imidlertid slap hun dog selv at udføre Prøven, men fik Tilladelse til at lade den udføre paa sine Vegne af en Mand ved Navn Peter. Efter en anden Beretning skulde denne Peter netop have været den, der efter Dronningens Anmodning havde kommet Gift i Kongens Drik, og Birkebeinerne skulde have grebet ham og baaret denne Beskyldning paa ham, saa at han blev nødt til at underkaste sig Jærnbyrd[2]. Denne Forskjel gjør for Resten lidet eller intet til Sagen, thi i ethvert Tilfælde var det dog Dronningen, man egentlig vilde ramme. Peter bar Jærnet med den største Fripostighed, men Prøven løb daarligt af, thi da Haanden blev løst, fandtes den slemt brændt og tilredt. Han blev strax ført ud paa Vaagen og druknet. Men Kongsmændene og Krigsfolket vilde ikke lade sig nøje dermed; de paastode at Dronningen havde fortjent den samme Straf, og knurrede saa heftigt, at Haakon Galen, til hvilken hun atter tog sin Tilflugt, ikke vidste bedre Raad end at sende hende bort under Bedækning, først til Sogn og derfra op paa Valdres til Lendermanden Erling paa Kviden, Stiffader af Haakons Halvbroder, Inge Baardssøn; og siden til Vermeland og videre ind i Sverige, sandsynligviis til hendes Godser i Vestergautland. Deri-
- ↑ Fornm. S. IX. 72–73. Haakon Sverressøns kortere Saga Cap. l. Her staar der at Kongen under Sygdommen lod sig bære op til Borgen, altsaa fra Kongsgaarden til Sverresborg, hvilket dog neppe er sandsynligt, og heller ikke siges i den vidløftigere Bearbejdelse.
- ↑ Den første Beretning, at Dronningen selv sigtedes, og lod Peter bære Jærn for sig, findes i den vidtløftigere Kongesaga, den anden i den kortere.
