Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/361

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
343
1199. Stridsskrift mod Gejstligheden.

Dette vidner dog tydeligt om, at Kongen er sat over alle andre Værdigheder, thi det er her Kongen, som skal styre Biskoppen eller Erkebiskoppen til Ret og Skjel, hvis de ikke selv ville iagttage det, og her handles der dog kun om Bestyrelsen af den hellige Kirke, ikke om verdslige Forseelser. Og man kan deraf skjønne, hvor stor Magt Kongen maa have i verdslige Sager, siden han endog har at sidde i det højeste Dommersæde i Sager, der vedkomme Kirken, og som man, naar man ikke hørte det nys anførte Sted, skulde antage alene henhørende under Biskoppernes Autoritet“[1]

„Saaledes som altsaa Sagerne nu staa mellem Kongen og Biskopperne samt Gejstligheden, ville forstandige Folk godt kunne skjønne hvo der har Ret, og hvo der bærer Skylden, hvis Christendomsspilde skeer i vort Land. Hine søge nemlig at unddrage ham de Ting, de hellige Skrifter selv henlægge under hans Bestyrelse, skjønt de have mindre Myndighed end Kongen, og de fortælle Folk at det er Christendomsspilde og at Kongen vil gjøre hele dette Land hedensk, naar han kun vil holde fast paa og vogte hvad Gud selv byder ham at bevare og bevogte, og som han er ansvarlig for, om han ikke bevogter det. Deraf kan man skjønne, at deres Lære er falsk, og at de kalde det vrangt, som ret er, og det ret, som vrangt er.“

„Vi have ideligen hørt disse Folk slaa om sig med, og fundet deres Undskyldning i, at Kongen skulde have givet“denne Magt fra sig og overdraget den til dem. Men det kunne dog alle skjønne, som Gud har givet noget Vid i Brystet, at om Kongen end vilde frasige sig denne Magt, var han ikke engang berettiget til at gjøre det, da han, som ovenfor viist, skal svare dertil for Gud selv. Thi for alt hvad Gud har lagt under Kongedømmet, kræver han Regnskab af Kongen, ligesom han paa samme Maade kræver Regnskab af Biskopperne for, hvad han har lagt under Biskopsdømmet, og saaledes kan ikke den ene af Parterne ordne det anderledes for den anden, enten ved at give eller modtage, da det strider mod Guds egen Befaling og Anordning. Og om Kongerne virkelig vare saa ukyndige at de ikke kjendte disse Bestemmelser og derfor havde samtykket i Indrømmelser, de ej vare berettigede til at gjøre, begik hine i det mindste en Synd og Fejl i at forlange tinget, som stred imod Guds Anordning, da de jo dog vidste, at deres Bøn eller hans Samtykke ej kunde gjelde mod Guds Anordning og den hellige Lov. Vi tro imidlertid ganske vist, at Kongerne aldrig have givet noget saadant Samtykke, som de ej kunde give; vi vide med Bestemthed at man har udgivet Indrømmelsen for større end den virkelig er. De indrømmede nok til at man ej skulde lægge endnu mere deri end der allerede er lagt. Bi vide nemlig god Besked om den Sædvane, som fordum herskede her i Landet, nemlig at Kongerne bortgave

  1. Her anføres atter flere Beviissteder af Dekretet.