efter Ønske fra Haanden. Han overlagde imidlertid med de Danske om hvorledes de skulde indrette Rejsen, og hvor de helst skulde oppebie ham. Det blev da bestemt, at de skulde drage den søndre Led, og oppebie ham ved Stolmen. Did forføjede de sig ogsaa hen, og ventede en Uge, skjønt enkelte allerede vare utaalmodige, og vilde afsted. Da Ugen var omme, og der blæste en gunstig, skjønt vel sterk Nordenvind, lode de sig ikke længer holde tilbage, uagtet Sven Thorkilssøn paa det indstændigste bad dem endnu at vente paa den erfarne Ulf, og foreholdt dem, at de indbyrdes havde forbundet sig til at holde Følge med hinanden. Men det hjalp ikke, og alle fire Skibe rejste afsted, kun Sven blev tilbage. Endelig kom Ulf til Svens store Glæde. Han ytrede at det endnu, medens Vinden var saa heftig, egentlig ikke var raadeligt at vove sig ud paa Havet; men da han nødig vilde, at man skulde antage ham og Sven for efterladne og alt for frygtsomme, erklærede han sig villig til, heller at udsætte sig for Faren. Sven lettede da strax Anker; Ulf fulgte noget senere efter. Men formedelst Stormen og Søgangen saa Sven hverken noget til ham, eller dem, der vare dragne forud. Som en mere erfaren Sømand og kjendt med Farvandene, kom Ulf før Sven til det bestemte Sted[1], medens Sven derimod udstod meget ondt af Storm og Søgang i to Dage og omsider maatte lade alt kaste ud for at lette Skibet, uden dog at kunne frelse det, da det fyldtes med Vand og brast, hvorved mange omkom, og kun tredive, hvoriblandt Sven selv, frelste sig paa nogle Planker, som de bandt sammen, og kom halvdøde til Land paa den frisiske Kyst, hvor nogle af Indbyggerne toge vel imod dem, andre derimod vare grumme og ubarmhjertige nok til at skille flere af de Skibbrudne ved Livet. De øvrige Skibe havde været heldigere, nogle naaede Frislands Kyst uden noget Uheld, andre havde dog maattet kaste alting ud for at frelse Livet. De, der saaledes havde frelst sig, opsøgte og antoge sig de Skibbrudne, og deelte kjærligt med dem, hvad de havde. De begave sig derpaa med de reddede Skibe til Byen Stavern, hvor de raadsloge om de fremdeles skulde fortsætte Vejen til Søs, eller rejse videre over Land. Det sidste besluttedes med Stemmefleerhed, og Skibene med Redskab og alt hvad der ikke kunde flyttes, bleve solgte, hvorefter Korsfarerne selv begave sig paa Baade op ad Rhinen til Køln, og derfra over Land, fra By til By, ad den almindelige Vej, indtil de naaede Venedig. Efter at have udhvilet sig her en Stund, og anskaffet sig det fornødne til at fortsætte Rejsen, fragtede
- ↑ Hvilket dette bestemte Sted var, angives ikke. Det synes neppe at kunne have været Frisland, hvorhen de øvrige Skibe, som det udtrykkeligt heder, kom mod deres Vilje, og man skulde derfor næsten formode at det hellige Land selv her er meent.
