Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/200

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
182
Sverre Sigurdssøn.

lærer Eder, og seer til at Eders Sag faar en god Ende.“ Derpaa stod Kongen selv op, saa sig længe om ganske taus, og tog endelig saaledes til Orde: „Jeg begynder min Tale med Psalmistens Ord: miserere mei deus, quoniam conculcavit me homo, tota die expugnans tribulavit me!“ Det er udlagt; „Forbarm dig over mig, Gud, fordi Mennesket traadte mig under Fødder, stred imod mig den hele Dag og plagede mig[1]!“ Denne Spaadom, der blev spaaet for mange Aarhundreder siden, er nu i vore Dage gaaet i Opfindelse, saasom min Frænde Magnus stred imod mig, og stræbte mig efter Livet, men Gud frelste mig nu som før, og overantvordede mig hans Rige. Til alle Tider har intet været Gud mere forhadt end de Overmodige, og dem har han refset haardeligt. Første Gang, da Englen vilde gjøre sig til hans Ligemand, drev han ham fra sig, og straffede ham ved at gjøre ham til den værste Djævel. Siden, da vor første Stamfader Adam handlede mod Guds Vilje, blev han jagen ud af Paradiset til denne Verdens Sorg og Elendighed. Da Rigerne opstode, og Farao undertrykte Guds Lov og Folk, kom de ti Landeplager, hvis Lige man hidtil ej havde seet i Verden, over Landet. Bedre gik det ej heller Kong Saul, da han satte sig op mod Gud; da flakkede han om, besat af den ureene Aand. Og hvor vi see hen til forrige Tiders Begivenheder, finde vi at det altid gik saaledes i Verden. Det kan vel hænde sig, at vor Tale nu synes Eder at skride nærmere ind paa vore Enemerker; det har nemlig ganske vist ogsaa gaaet saaledes til her i Landet, at de have ophøjet sig, som ej vare af Kongeæt, idet nemlig Erling Skakke, Søn af Kyrpinga-Orm, lod sig selv give Jarlsnavn, og sin Søn Kongenavn. Siden undertrykte de alle Kongeætter, og ingen maatte kalde sig Konge-Ætling under Dødsstraf. De havde om sig de bedste Raadgivere i Landet, og toge under sig de ættebaarne Kongers hele Rige. Og alt dette gik hen, indtil Gud fra nogle Ud-Skjær sendte en liden og lav Mand, for at knække deres Overmod, og den Mand var jeg. Ikke tog vi det af os selv, men Gud vilde derved vise, hvor lidet det kostede ham at knække deres Overmod. Dette siger jeg dog ikke, som om jeg ej havde noget udestaaende med Kong Magnus og Erling Jarl, hvilket mange paastaa, beskyldende mig for at have væltet os ind paa dem uden al Ret. Vi ere ikke saa kortmindede, at vi ikke skulde erindre, hvad der er gjort imod os, først at Bergensmændene dræbte min Fader Kong Sigurd, der var ættebaaren til dette Land, siden, at de rejste en Flok med Erling

  1. Davids Ps. 56, 1ste Vers. Stedet, som her er citeret efter den latinske Bibeloversættelse, kaldet Vulgata, lyder ikke ganske saaledes i vor Bibeloversættelse, der har: „Gud vær mig naadig, thi et Menneske søger at opsluge mig, han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.“