Jeg skal ogsaa selv lønne Eder godt, og efter min bedste Evne. Godt er det nu at vide, at de Ejendomme og alt det Gods, disse Guldhalse have havt, der nu ligge her foran Stranden, skulle blive Eder til Deel og derhos de bedste Giftermaal i Landet, foruden de Titler og Værdigheder, I maatte attraa, thi det er store Ting, I have udrettet i denne Strid. Noget er dog endnu tilbage, det er vore Avindsmænd, og mod dem skulle vi vel vogte os, men Gud vogte os alle.“ Denne Tale vandt almindeligt Bifald, og Tilhørerne takkede Kongen for hans Ord. Siden lod han alle Skibene ro længer ind langs Stranden, indtil man kom saa langt, at Lugten af Ligene, naar de gik i Forraadnelse, neppe vilde naa derhen. Nu kom Raden til Sokndølerne, der før havde trodset ham, at ydmyge sig; saavel de, som Kaupangersmændene indfandt sig hos ham, faldt aldeles til Fode, og maatte nu uden at kny endeligen forpligte sig til at udrede hine femten Merker Guld, for hvis Udbetaling de til saa stor Skade for sig selv havde søgt at unddrage sig. Da viste det sig, heder det i Sagaen, som Ordsproget siger, at mangen En kysser paa den Haand, han helst ønskede var af. Dem, saavel som de andre Bønder i Nærheden, satte han til at skaffe Ligene i Jorden; Enhver fik frit Lov til at stelle om sine Frænders og Venners Lig, som han ønskede. Hver Dag var derfor mange Folk, saavel af Kongens Krigere som af Bønderne ude paa Baade, for at lede efter Ligene, af hvilke mange bleve opfiskede. En Dag fandt man Orm Kongsbroders Lig; hans Venner lode det derfor først bringe til Bergen, der blev det siden af Vikverjer bragt til Oslo, og begravet i Steenveggen i Hallvardskirken ved Siden af hans Broder Kong Inge og Kong Sigurd Jorsalafarer[1]. Ogsaa mange andre Stormænds Lig bleve efterhaanden dragne op. Magnus’s Lig blev ikke fundet førend anden Søndag (24 Juni) efter at Slaget havde staaet. Sverre havde just om Aftenen paa en liden Skude begivet sig hen til Slag-Stedet, hvor flere Baade fremdeles vare beskjeftigede med Lig-Optagningen. I en af Baadene sad tre Mænd, Ljot Haraldssøn, Arne Gudmundssøn og Jon Koll. Til dem sagde Kongen: „sidde I fast her med Fisket, eller hvor gaar det med Fangsten?“ I samme Øjeblik droge de et Lig op. „Det var en dyrebar Dræt,“ sagde Sverre, „I have da været saare heldige!“ „Ja,“ svarede de, „er dette Kongens Lig, da har der bidt en god Fangst paa vor Krog.“ „Dette er visselig Kong Magnus’s Lig,“ sagde Sverre. De skøde nu et Skjold under Liget, og løftede det over i Skuden til Kongen, som strax lod ro i Land, og Liget bringe op. Der gjenkjendte man det strax, thi det havde endnu ikke forandret sig det mindste; ja det var ikke engang blevet stivt, eller Rødmen
- ↑ Om disse Kongers Begravelse i Hallvardskirken, se ovenfor II. S. 711, 907.
