o. fl., ere maaskee ogsaa oprindelig sammensatte eller forfattede i det 12te Aarhundrede. Men den merkeligste og meest omfattende Bearbejdelse af virkelige Mythesagn fra det 12te Aarhundrede den store, saakaldte Thidrik af Berns Saga, der indeholder en paa norsk forfattet Fremstilling af den hele store oldgermaniske Vølsunge-Sagnkreds med Tilbehør, saaledes som den fortaltes i Nordtydskland i det 12te Aarhundrede. Dette Verk er af saa meget større Vigtighed, som den ældre tydske Literatur selv kun kan opvise Bearbejdelsen af Sagnene saaledes som de fortaltes i Overtydskland, og hverken saa fuldstændige, eller fra en saa gammel Tid, som de, der gjengives i Thidriks Saga. Højst merkeligt er det ogsaa, at Verket tydeligt kan skjønnes, ej at være simpelt hen oversat fra Tydsk, men derimod viser sig at være virkelig forfattet i Norge, idet spredte, og fra forskjellige Kanter sammensamlede Sagn forbandtes og bearbejdedes til et eensartet Heelt. Hvo Forfatteren er, naar han levede, eller hvorledes han samlede Sagnene, vides ikke. Han siger selv i Fortalen at Sagaen er sammensat efter Tydskeres Fortællinger; men om han traf disse Tydskere i Norge, hvor der, som man veed, allerede paa Sverres Sit» hyppigt kom tydske Skibe, eller om han optegnede Oldsagn under en Rejse i Tydskland, nævnes ej. Det sidste skulde man dog maaskee kunne slutte af hans Ytring: „om du tager en Mand fra hver By i hele Saxland, vil dog ikke den ene fortælle Sagnene som den anden“; dette kunde maaskee antyde at Forfatteren selv har berejst Saxlands Byer[1]. Det ældste Haandskrift, maa har af Sagaen, og som enten er Originalhaandskriftet, eller ogsaa en Afskrifts Afskrift[2], er, som man tydeligt nok
- ↑ Ungers Udgave af Thidriks Saga S. 2.
- ↑ Det kunde synes underligt, at man kan være i Uvished om hvad man skal antage af tvende faa forskjellige Alternativer, men det kan dog ikke være anderledes. Haandskriftet indeholder nemlig, som det i Fortalen til den nys citerede Udgave er viist, flere Beretninger to Gange, og paa det ene Sted ikke fortalt ganske med samme Udtryk som paa det andet, medens tillige den af disse dobbelte Beretninger, der staar først, er overstrøgen med en rød Streg, som om Afskriveren, – eller rettere den, der bekostede Bogen afskreven, thi der er brugt ikke færre end fem Afskrivere – vilde have det første kasseret. Dette kan nu forklares saaledes, at der allerede har været forskjellige, tildeels noget afvigende Afskrifter, eller Afskrifters Afskrifter, af den oprindelige Original, af hvilke den, der lod Bogen afskrive, først benyttede den ene, og derpaa den anden. Eller ogsaa kan man forklare Gjentagelsen paa den Maade, at Forfatteren ved nærmere Omtanke er bleven utilfreds med den fra først af lagte Plan til Stoffets Ordning, og at han derfor, skjønt det var forbundet med Møje og Tidstab, indsatte paa et senere Sted, hvad han allerede tilforn havde behandlet, idet han nu lod dette overstryge; hvorved det netop er rimeligt, at han, som Forfatter, ikke ordret har gjengivet det Foregaaende, men fundet et og andet at forandre. Denne Forklaringsmaade sy-
