til, hvad der uretteligt var forholdt ham af Byttet. Thorbjørn takkede og modtog Tilbudet, men sagde dog, at han vilde tilføje Svein en eller anden Beskæmmelse, og dette udførte han ogsaa, idet han forskød sin Hustru Ingegerd, Sveins Syster, og sendte hende over til ham til Katanes. Derved opstod der fuldkomment Fiendskab mellem dem, og Thorbjørn undlod ikke, naar han kunde, at ophidse Jarlen imod Svein. Der manglede heller ikke Anledning til at finde Sag med ham. Under sin Fraværelse paa det sidste Syderø-Tog havde Svein sat en af sine Tilhængere, ved Navn Margad Grimssøn, til at have Opsyn med hans Gaard paa Duncansby og bestyre Syslen. Margad havde opført sig voldsomt og overmodigt, og derved skaffet sig en Mængde Fiender, som for det meste søgte og fandt Beskyttelse hos den anseede Høvding Roald i Vik (Wick), hvis Søn Svein stod i stor Yndest hos Ragnvald, og var hans Skutelsvend. Heraf opstod der et dødeligt Fiendskab mellem Roald og Margad, der tilsidst gik saa vidt, at denne, endog efter Sveins Tilbagekomst, gjorde sig et Ærende til Vik, overfaldt Roald, og dræbte ham. Han søgte siden Beskyttelse hos Svein, der ogsaa tog sig troligt af ham, og indsluttede sig med ham i det sterke, ved Søen beliggende Kastell Lambaborg i Thrasvik (nu Freswick), hvor han indrettede sig paa at kunne udholde en langvarig Belejring, idet han med sin Besætning, der bestod af 60 Mand, skaffede sig det nødvendige Forraad af Levnetsmidler ved uden videre at plyndre Gaardene i Omegnen. Til dette Uvæsen kunde Ragnvald Jarl ikke lukke Øjnene, desuden ophidsedes han mod Svein saavel af den dræbte Roalds Søn, som af Thorbjørn Klerk og de øvrige Høvdinger, der troede sig forurettede ved Delingen af det syderøiske Bytte. Han drog med en betydelig Styrke, og ledsaget af hine Høvdinger, over til Katanes, hvor han omringede Borgen. Svein traadte frem paa Muren og spurgte Jarlen, hvad hans Ærende var. Jarlen fordrede Margad udleveret. Paa Sveins Spørgsmaal, om han i saa Fald vilde skjenke Margad Livet, svarede Jarlen at han intet bestemt Løfte vilde give, og Svein erklærede da, at han for sit Vedkommende vistnok intet heller ønskede, end at være vel forligt med Jarlen, men dog ej nennede at udlevere sin Ven og Tilhænger i hans dødelige Fienders Vold. Thorbjørn Klerk udlod sig om, hvor frekt det var af Svein at tale om sit venskabelige Sindelag mod Jarlen, strax efter at han havde herjet i hans Besiddelser. Svein bad Thorbjørn tie stille i en Sag som ikke vedkom ham„ og ytrede den Frygt, der og siden gik i Opfyldelse, at han i sin Tid vilde lønne Jarlen ilde for hans Venskab. Ragnvald sagde at de ej skulde mundhugges, og lod nu Borgen indslutte saa længe, at Besætningen begyndte at lide Mangel paa Proviant. Svein, som paa den ene Side ikke vilde udlevere Margad til den visse Død, men paa den anden Side heller ikke ønskede at saa mange brave Mænd skulde lide Hungersnød
