gjengive[1]. Loft indskibede sig med alt sit paa et Fragtskib, og drog afsted i Følge med 12 andre Fartøjer, der skulde til Bergen; 11 af dem forliste med Folk og Gods; paa den tolfte blev kun Mandskabet bjerget; alene Loft kom med sit Skib velbeholden til Bestemmelsesstedet.
Samme Dag, som hine Skibe forliste, nemlig Lafrantssok-Dagen (10de August), viste en Sværm af ikke mindre end 300 vendiske Snekker sig udenfor Byen. Paa hver Snekke var der 44 Mand og to Heste; den hele Styrke bestod saaledes af over 13000 Mand, hvoriblandt 600 Ryttere. Hovedanføreren var den forhen omtalte Fyrste Ratibor; han ledsagedes af sin Systersøn Dunimitz, og en anden Høvding ved Navn Unnibor. Opsejlingen til Staden var noget nedenfor denne sperret ved nedrammede Pæle, der sandsynligviis kun lod et smalt Løb frit, som i paakommende Tilfælde ganske kunde stænges. Men paa den anden Side af Gulløen og Ragnhildholmen, der ligge lige udenfor Byen og nu ere landfaste med Hisingen, løb dengang en smal Arm af Elven, som man rimeligviis ansaa alt for grund og ubetydelig, til at det skulde være nødvendigt at stænge den. Denne Vej benyttede dog Venderne, idet de først lagde til nede ved Pælene, og satte Rytteriet i Land, men derpaa under Anførsel af Dunimitz og Unnibor med den største Deel af Skibene roede op ad hiin østre eller søndre Arm, hvor de kom godt frem, enten fordi Skibene nu vare lettede, eller fordi de i sig selv vare smaa og lidet dybtgaaende[2]. Einar, en Svigersøn af Presten Andreas, var en af de første, som blev de ubudne Gjester var; han skyndte sig op til Kastelkirken, just som hans Svigerfader prædikede til Højmesse for de fleste af Byfolkene, og meldte at en stor Flaade nærmede sig Byen ovenfor, medens en Rytterskare kom udenfra over Brataasen. Mange sagde at det maatte være den danske Konge Erik, af hvem man ej væntede sig nogen Ufred, eller i alle Fald ingen haard Behand-
- ↑ Det er nemlig vel at merke, at hele denne Beretning ikke findes i Morkinskinna, den ældste, og før Snorres Tid nedskrevne Bearbejdelse af Kongesagaerne for det 11te og 12te Aarhundrede. Derimod findes den, foruden hos Snorre, i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, der begge ere yngre end Snorre, aldeles ordlydende som denne meddeler den. Snorres Bearbejdelse er altsaa den ældste, hvor den forekommer, og der bliver følgelig heel sandsynligt, at hine have optaget den efter ham. Det vil i det følgende sees, at alle Hovedpersonerne stode mere eller mindre i Forbindelse med Andreas Prest, Jon Loftssøns Fosterfader; alt tyder saaledes hen paa, at Efterretningen skriver sig fra Jon, som fortalte deels hvad han selv og hans Fader havde oplevet, deels hvad Fosterfaderen siden havde meddeelt ham.
- ↑ At Beskrivelsen over Vendernes Sejlads nødvendigviis maa være saaledes at forstaa, er viist i Norsk Tidsskrift, IV. S. 293 flg. Snorre eller hans Hjemmelsmand har, aabenbart ved en Misforstaaelse, ladet Vendernes ene Afdeling tage hele den lange Vej omkring Hisingen i Stedet for om den lille Gullø.
