Marmor, og fra hvilket man havde en fortryllende Udsigt over Byen, Havnen og en Deel af de tilstødende Marker. Gaderne gjennem hvilke Sigurd og hans Følge skulde gaa derhen, bleve belagte med Pell[1], og Kejseren lod ham modtage med Sang og Strengeleg[2]. Sigurd sagde her, som i Jerusalem, til sine Mænd, at de ikke skulde ytre nogen synderlig Forundring, om de end fik Ting at see, der vare —Sjeldenheder i Norden, og saaledes gik de da henad de kostelige Tepper, som om det var den bare.Gade. De fleste af vore Sagaer fortælle endog at han red ind i Staden, og lod Hestene beslaa med Guldsko, af hvilke een med Flid var sat saa løst at den paa Vejen faldt af, medens Nordmændene gave sig Mine af ikke at ændse det. Men Sagaernes Beretning om Sigurds Ophold i Constantinopel indeholder, ved Siden af Sandheden i det væsentlige, flere øjensynlige Overdrivelser og udsmykkende Træk, der paaviseligt ere laante fra andre enten sande eller opdigtede Fortællinger; blandt disse Træk er ogsaa det om Guldskoene, der allerede fortælles om den toskanske Markgreve Bonifacius 111 ved hans Indtog hos sin tilkommende Svigerfader Godfred af Lothringen 1038[3]. Sigurd og hans Mænd, der
- ↑ Sigurd maa i Processionen fra Guldporten til Blachernæ have passeret de oven nævnte troadesiske Buegange, og være kommen omtrent midt i Byen, da det lader til, at man først der stødte paa en Hovedgade, der gik henimod Blachernæ. Hans Vej var altsaa for en stor Deel den kejserlige Triumf-Vej. Om Gadernes Belægning med Pell og Sigurds Gjentagelse af Advarslen mod at røbe alt for megen Forundring taler ogsaa den i sine Beretninger langt beskednere Fagrskinna, og derfor maa vel denne Angivelse medføre Sandhed.
- ↑ Fagrskinna nævner dog intet om at han blev modtagen med Musik.
- ↑ Donizo, Vita Mathildis, Cap. 9; hos Muratori, rer. Ital. Scr. V. S. 353 a.
vare hiint Palads og den berømte St. Marine Guds-Moders Kirke (Templum S. Mariæ deiparæ virginis ad Blachernas) efter hvilket ogsaa flere til hende indviede Kirker i andre Lande kaldtes Blachernæ. Slottet var temmelig gammelt; det existerede i det mindste før Anastasius’s Tid (Ducange, Const. Chr. l. II. S. 130); sin største Forskjønnelse fik det vel under Manuel Komnenus, efter Sigurds Tid, men det var dog allerede tidligere berømt for sin Skjønhed. Eudo af Deuil omtaler det saaledes i sin Beskrivelse over Ludvig den 7des Rejse til det hellige Land: „det er vel opført paa et lavt liggende Sted, men med Kunst og Bekostning er det bygget op i en passelig Højde; og ved sine trende Slags Omgivelser skaffer det Beboeren en tredobbelt Nydelse, idet han afvexlende betragter Søen, Markerne og Staden. Dets ydre Skjønhed er næsten uforlignelig, men dets indre overgaar al Beskrivelse. Overalt straaler det af Forgyldning; Gulvet er kunstigt belagt med mangefarvet Marmor, og jeg veed ikke hvad der meest giver det Værd, Skjønheden, Kunsten eller det kostbare Material“. Saaledes har det vel ogsaa seet ud paa Sigurds Tid, da det under Ludvigs Besøg neppe endnu havde undergaaet hiin Restauration.
