Kong Inge faaet Efterretning om Magnus’s Angreb, og samlet en betydelig Hær, med hvilken han ilede ham imøde. Magnus’s Mænd raadede Kongen til at vende tilbage og ikke oppebie Inges Ankomst; men herom vilde han intet høre; tvertimod skyndte han sig at møde Inge, førend denne endnu ventede det, for saaledes, om muligt, at komme uforvarende over ham. Dette lykkedes ham ogsaa paa et Sted ved Navn Foxerne eller Fuxerne i Flundre-Hered, strax ved Lilla Edet. Her kom Nordmændene ved Nattetid ganske i Nærheden af Sviarnes Hær, uden at denne merkede det, og de gjorde strax et saa heftigt Rytter-Angreb paa de overraskede Fiender, at disse lede et fuldstændigt Nederlag. I Spidsen for sine Mænd red Magnus frem og tilbage gjennem Sviarnes Rækker, huggende til begge Sider, saa at det blev ryddigt overalt, hvor han kom. Inge frelste sig med Flugten, efterladende en Mængde .Faldne paa Valpladsen. Vore Sagaer meddele her en løjerlig Beretning om en Franskmand ved Navn Giffard, som Vintren forud var kommen til Magnus, og havde tilbudt ham sin Tjeneste, idet han paastod at være en „god Ridder“. Magnus havde med Glæde modtaget hans Tilbud, og han ledsagede nu Kongen paa dette Tog; men netop som Angrebet ved Foxerne skulde begynde, var Giffard ingensteds at see, og saavel Kongen, som en Skald, der stod i Nærheden, gjorde sig lystige derover i Spottevers. Da Slaget var endt, kom den tapre Ridder Giffard ridende ned fra et Sted oppe i Landet, hvor han havde holdt sig skjult, men fik nu høre saa mange Haansord og Spydigheder for sin Modløshed, at han fandt det raadeligst at pakke sig bort. Han rejste over til England med et Kjøbmandsskib, men ogsaa ombord maatte han døje Spottegloser, og især blev han fornærmet over en Islænding, som gjorde sig lystig over at han laa hjelpeløs og søsyg. Ved Ankomsten til England anklagede Giffard Islændingen hos Gereven i den nærmeste Stad for at have digtet Nidvise over ham; Islændingen benegtede dette, og tilbød sig at kvæde et lignende Kvad, for at Gereven selv kunde høre hvor uskyldigt det Hele var. Gereven tillod det, og Islændingen berømmede nu paa en overdreven og ironisk Maade Giffards Tapperhed ved Foxerne. Gereven, som ej skjønnede andet, end at Rosen var oprigtig meent, frikjendte Islændingen ganske, og Giffard, der skammede sig ved at forklare Sagens sande Sammenhæng, forføjede sig slukøret bort[1].
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 28. Snorre Cap. 16. Det klinger noget besynderligt, at den anglo-nordmanniske Gereve skulde kunne forstaa de Vers, Islændingen fremsagde for ham i det norske Sprog; thi vel undskyldte han sig med at han ej skjønnede paa Skaldskab, men denne Undskyldning gjelder ikke Sproget selv. Enten maa man derfor antage at Skibet er landet i en northumberlandsk eller østangelsk Havn, hvor endnu mange forstode norsk,
