oprigtigt det Hele, og sagde at Varerne laa skjulte i en Sæk. Thorstein sagde at Kongen sikkert vilde komme tilbage næste Dag for at ransage paany, og raadede Odd til at gjemme Sækken under Kongens eget Sæde. Det gik, som Thorstein havde sagt; Kongen kom, satte sig i det for ham indrettede Højsæde, og lod sine Mænd ransage højt og lavt, men forgjæves. Da han gik, blev Thorstein atter tilbage, forberedede Odd paa et nyt Besøg af ham, og raadede ham til at gjemme Sækken i Sejlet oppe under Raaen. Kongen var imidlertid bleven opmerksom paa at at Thorstein begge Gange var bleven tilbage hos Odd, og spurgte ham om Aarsagen. Thorstein foregav at han maatte rette noget paa sin Hose. Kongen sagde ikke stort hertil, og vendte kort efter tilbage til Odds Skib, hvor der paany blev ransaget, men med lige saa lidet Held som forrige Gang. Thorstein fandt fremdeles Lejlighed til at blive et Par Øjeblik tilbage og bad Odd at være forberedt paa endnu en tredie Ransagning den paafølgende Morgen; imidlertid raadede han ham til om Natten at skjule Finnegodset i Land bag et fremspringende Nes, og ikke bringe det ombord igjen førend i det samme Øjeblik, han skulde sejle bort, hvilket han maatte see til at gjøre saa snart som muligt. Odd takkede Thorstein særdeles for hans Velvilje og gjorde, som han sagde. Kongen kom ganske rigtigt om Morgenen, og lod hver Krog paa Skibet gjennemrode. Da intet fandtes, sagde Odd, at han dog vel nu maatte ophøre at mistænke dem. „Ingenlunde“, svarede Kongen, „og aldrig bar nogen forhen spottet mig saaledes som I; men det skal nok engang undgjeldes“. Han var nu saa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Den følgende Aften blæste en gunstig Vind op, og Odd lod Finnegodset i al Stilhed bringe ombord, lettede Anker, og sejlede afsted. Kongen vaagnede tidligt om Morgenen, og sagde til sine Mænd, at han ganske skjønnede Odds Kneb, hvilken denne forresten ikke havde steget af sit eget Bryst; han vilde ransage Skibet endnu engang, og var da vis paa at finde, hvad han søgte; hidtil havde han ej paa den blotte Mistanke villet give Odd og hans Mænd Dødssag. Men da de kom ud af Teltene og saa sig om, øjnede de Odds Skib langt ude ved Øerne, det nyttede altsaa ikke at sætte efter det. „Denne Gang“, sagde Kongen forbitret, „slap Odd fra os, og jeg maa erkjende, Thorstein, at du godt forstaar at hjelpe din Ven, som du agter langt højere end mig; men det er jo heller ikke saa underligt, om du slægter din Æt paa i Svigefuldhed“. Thorstein meente at han havde gjort en god Gjerning, idet han hindrede Kongen fra at dræbe Odd, der havde været hans Ven, og mange andre brave Mænd for en Sag, der neppe engang var fuldkommen Dødssag, om den end kunde bevises. Odd kom i god Behold til Island. Nogen Tid efter kom Haarek, en Frænde af Thorstein, til Island, netop under det store Uaar (1056); Odd bad ham strax til sig for den
