Haralds Misfordeel. Imidlertid have vore Sagaer opbevaret os et Udsagn af Halldor, Søn af St. Olafs gamle Ven Brynjulf Ulvalde paa Vetteland[1], og en formedelst sin Magt og Viisdom meget agtet Høvding, ifølge hvilket brunt Halvbroder skulle have haft mere tilfælles med hinanden i Charakteer og Væsen, end vi nu, efter hvad der fortælles om dem, ere tilbøjelige til at forestille os. Halldor, fortælles der, hørte engang hvorledes man talte om begge Konger, og fandt deres Sindelag heel forskjelligt. Han ytrede sig da saaledes: „jeg var med begge Brødrene i stor Kjærlighed, og kjendte godt begges Sindelag; men jeg har aldrig fundet to Mænd, der vare hinanden saa lige af Aand og Charakteer. Begge vare de forstandigste og vaabendjerveste Mænd, begjærlige efter Gods og Herredømme, storsindede og ikke meget nedladende, kraftige Herskere og strenge til at refse. Kong Olaf tvang Folket til Christendom og rette Sæder, og refsede grumt dem, der ej adløde; Landets Høvdinger taalte ikke af ham, at han dømte efter Retfærdighed liden Persons Anseelse, rejste en inat imod ham, og fældte ham i hans eget Rige, hvorfor han nu er hellig. Kong Harald derimod søgte ved Vaaben at skaffe sig Berømmelse og Magt, undertvang alle dem, han kunde, og faldt i en anden Konges Rige. Begge Brødre opførte sig i det daglige Liv paa en sædelig og værdig Maade. Begge vare de vidt berejste og foretagelseslystne, hvorfor de og bleve vidt berømte og navnkundige[2]. Man erfarer dog af denne Skildring, at Haralds Stræben nærmest gik ud paa verdslig Magt, medens Olafs fornemmelig sigtede til Religionens Befestelse. Men om end Olafs Strenghed og de haarde Midler, han anvendte, heri finde en Undskyldning, der ej kan blive Haralds paa verdslige Formaal rettede Politik til Deel[3], saa faar man dog derved uvilkaarligt Forestillin-
- ↑ Om Brynjulf se ovf. I. 2. S. 542, 543.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 124, Snorre Cap. 105.
- ↑ Paa de mindre ædle Midler hvoraf Harald stundom benyttede sig til at faa sine Fiender og politiske Modstandere ryddede af Vejen, have vi allerede ovenfor seet Exempler. Til disse kan man maaskee ogsaa henføre endnu en Fortælling, der alene findes i de vidtløftigere Kongesagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 109, Morkinskinna, fol. 17 a). Det heder her, at Harald engang kom til det Sted, hvor Slaget mellem Tryggve Olafssøn og Svein Alfivessøn havde staaet (se ovenfor I. 2. S. 830, 831); han traf der en Mand, der havde været med Tryggve og elskede ham højt; denne Mand blev meget betagen ved at see Kongen, og angav som Grund, at Synet af fyrstelige Personer altid gjorde et sterkt Indtryk paa ham siden Tryggves Død, eftersom denne slet ikke var falden i Slaget, men derimod myrdet af den Bonde, som boede i Nærheden. Harald, siges der, lod nu Bonden ved Pinsler tvinge til at tilstaa Forbrydelsen, og lod ham derpaa hænge. Men de Skaldekvad, der omtale Tryggve som falden i Slaget, synes at støtte sig til Øjenvidners Beretning; højst urimeligt synes det, at hiin Ven af Tryggve i
