overvundne Nordmænd alene at frelse sig som man bedst kunde, og de adspredte sig til alle Kanter, idet hver for sig, benyttende sig af den: Der fortælles navnlig om Styrkaar Stallare, en flink og dygtig Mand, at han H havde faaet fat paa en Hest, og red afsted til Skibene, med Sverd i Haand, men uden anden Beklædning end sin Skjorte og Hjelm, da han indtrædende Skumring, snarest muligt søgte at komme til Skibene under Kampens Hede havde afført sig de øvrige Klædningsstykker. I den kolde September-Aften, hvis Kjølighed end mere forøgedes ved en heftig Vind som begyndte at blæse, følte han sig gjennemiisnet, og da han tilfældigviis mødte en Kjore-Bonde, der var iført en siid og vel fodret Skind-Kofte, spurgte han ham om han vilde sælge den. „Nej ikke til dig“, sagde Bonden, „da jeg kjender dig paa dit Maal, at du er en Nordmand“. „mu saa er“, sagde Styrkaar, „hvad vil du da?“ „Jeg vil dræbe dig“, svarede Bonden, „men uheldigviis har jeg intet Vaaben hos mig, som duer“. „Naar du altsaa ikke kan dræbe mig, Bonde“, sagde Styrkaar, „skal jeg friste paa om jeg kan dræbe dig“. Med disse Ord hug han Hovedet af ham, tog Skindkoften, iførte sig den, steeg sit Hest og fortsatte sin Vej ned til Skibene[1].
Harald Godwinessøn havde vundet en fuldstændig Sejr. Størstedelen af Nordmændenes Hær, deres Konge og ypperste Mænd, hans egen Medbejler Tostig, vare faldne. Endnu et Par Generationer senere betegnedes Valpladsen ved Dynger af de Faldnes ubegravede Been[2]. Men
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 119, Snorre Cap. 98, Fagrskinna Cap. 208.
- ↑ Dette siges af Ordrik (S. 500), der skrev omkring 1130. Nu er der vel neppe Spor tilbage, der kunde betegne Valpladsen. Denne synes rettest at maatte være at søge paa Vestsiden af Derwent. Imidlertid ere Kilde-Efteretningernes Udsagn derom tvivlsomme. Hvad vore egne Sagaer angaar, da er det allerede viist, at disse ikke nævne Slaget selv i Forbindelse med Stanford Bro, men omtale det saaledes, at hvis man ej havde de engelske Beretninger, skulde man slutte at det holdtes etsteds mellem Riccal og York, altsaa omtrent paa det Sted, hvor det første Slag stod. Men da de engelske, tildeels samtidige Annaler, ere enige om at nævne Stanford Bro som Stedet, i hvis Nærhed Harald faldt, og man ej kan tvivle om Rigtigheden af denne Angivelse, maa man antage at vore Sagaskrivere, forudsættende Retningen af Haralds sidste Marsch fra Skibene bekjendt, have undladt nærmere at betegne den. Stanford Bro bliver altsaa det rette Sted, efter hvilket Slaget bærer Navn, og det er kun om Valpladsen selv, hvorom de engelske Annalisters Udtryk giver Anledning til Tvivl. Den Kodex af Chron. Sax., der fortæller nøjagtigst derom, nemlig Kodex C, udtrykker sig saaledes: „Harald, Anglernes Konge, kom om Søndagen med hele sin Hær til Tadcaster, og fylkede der sine Skarer; om Mandagen drog han ud gjennem York. Kong i Harald af Norge og Tostig Jarl og deres Hær vare dragne fra Skibene hiinsides (begeondan) York til Stanford, fordi det var lovet dem for vist, at man der vilde bringe dem Gisler af hele Shiret. Da kom Harald Eng-
