saa selv lagde an paa at synes — som Nationalitetens Forsvarer; og herpaa grundede sig for en stor Deel hans Popularitet. Vistnok var der ogsaa en anden mægtig Jarle-Æt, der maaskee endog var af egtere anglisk Herkomst end Godwines, nemlig Myrke-Jarlen Leofrics. Men i den langvarige Kappestrid mellem Harald og Leofrics Søn Ælfgar søgte denne Hjelp hos sine Naboer Wælerne, Anglernes svorne og farlige Fiender, som gjorde ødelæggende Indfald i Riget, men bleve slagne, ydmygede og haardt straffede af Harald: derved lykkedes det denne at faa en afgjort Overmagt over Ælfgar og dennes Søn og Efterfølger Endwine, i det han fremdeles stod som Fædrelandets Forsvarer og Nationalitetens Forfegter lige over for Udlændinger og Barbarer[1]. Det traf sig ogsaa heldigt for Harald, at den mægtige Sigurd Jarl af Northumberland, Kong Edwards ivrige Tilhænger og Leofrics Ven, var død 1055 kort efter sit Tog til Skotland mod Macbeth, efterladende en endnu umyndig Søn, Valthjof[2]. Thi da Northumberland trængte til en kraftig.Forsvarer mod Angreb fra Norden, kunde Harald saaledes med et Skin af Rimelighed lade Kongen overdrage dette til hans egen Broder Tostig, saaledes som vi ovenfor have berettet. Northumbrerne vare just ikke synderlig fornøjede med at faa Tostig til Jarl, men de maatte for det første finde sig deri. Det synes ligeledes som om den skotske Konge Mælkolm, der var Sigurd Jarls Frænde og tildeels ved hans Hjelp havde faaet sit Rige tilbage, heller ikke med Glæde kunde hilse Tostigs Optræden som Sigurds Efterfølger; og der tydes ogsaa hen paa, at han virkelig gjorde Indfald i Northumberland[3], men han maatte dog, ledsaget af Tostig, Erkebiskoppen af York, og Biskoppen af Durham, slutte Fred med Edward, i York (1059) og med Tostig indgik han endogsaa Fostbroderskab[4]. Men at dette ikke var ærligt meent, saa man allerede faa Aar derefter (1061), da Tostig gjorde en Pilegrimsrejse til Rom. Thi i hans Fraværelse gjorde Mælkolm et Indfald i Northumberland, som han herjede grumt, uden engang at skaane St. Cudhberhts Helligdom paa Lindisfarena-Øen[5].
- ↑ Om Haralds Tog mod Wales og Kong Griffiths Drab, se Chron. Sax. og de øvrige engelske Annalister ved 1063 og 1064. Hvorledes ogsaa en norsk, af Kong Harald udsendt Flaade, blandede sig i disse Anliggender, se ovf. S. 268, 269.
- ↑ Se ovf. S. 266.
- ↑ Geoffr. Gaimar v. 5086, 5087.
- ↑ Simeon af Durham ved 1059, Gaimar v. 5089—5098, Mon. Hist. Br. I. S. 825.
- ↑ Simeon af Durham ved 1001. Det er her, hvor der tales om Fostbroderskabet mellem Mælkolm og Tostig. „Rex Scotorum Malcolmus“, heder det,
