Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
300
Harald Haardraade.

deres Vagtilde. Hos dem skal Haakon Jarl have indfundet m, forklædt som en gammel, pjaltet Betler, tilbudt sig at vise dem en Vej, ad hvilken de kunde faa fat paa Jarlen, og derved lokket mange af dem i et Baghold, hvorfra kun faa undkom[1]. Der tales ikke om at Harald gjorde noget Forsøg paa at hevne dette Uheld, der vel ikke havde stort at betyde i Sammenligning med den nys vundne Sejr. Det var vist heller ikke Haralds Plan, at vove sig videre ind i et fiendtligt Land, aller mindst paa en saadan Aarstid, thi der indtraf en saa sterk Frost, at Skibene paa en eneste Nat frøs inde, saa at man kunde gaa paa Isen omkring dem; og kun med megen Anstrengelse og efter længere Tids Forløb lykkedes det Nordmændene at hugge en Vaag op, gjennem hvilken de kunde komme ud. I denne Tid nødtes de til at gjøre hyppige Strejftog i Land for at skaffe sig Slagt, og hver Gang, heder det, mistede de en fem til ti Mand formedelst Overfald af Haakon Jarl[2]. Det lader dog ikke til, at han eller Gauterne gjorde noget Forsøg paa at angribe selve Skibene; derimod skal der være kommet et Rygte om at Haakon skulde være dragen til Svithjod for at samle en stor Hær, med hvilken han og Kong Steenkil vilde anfalde Nordmændene, medens Kong Sven besatte Elveløbet udentil; og dette Rygte skal have fremskyndet Haralds Tilbagetog[3]. Forholdet det sig saa, at Rygtet virkelig gik, var dog Rygtet selv ikke desmindre usandt, thi Kong Sven tænkte i denne Tid aldeles ikke paa noget Tog mod Harald. Og at saa vel Steenkil og Gauterne, som maaskee endog Haakon selv, havde faaet nok af denne Kamp med Harald til at forsøge paa nogen nu, viser sig aller bedst deraf, at Harald ikke oftere foruroligedes af noget Angreb fra svensk Side, at Oplændingerne bleve aldeles overladte til sig selv, og at Haakons Navn endog forsvinder af Historien, uden at man veed andet om ham, end at han fremdeles nød stor Anseelse, og at hans Æt vedblev at blomstre i Gautland og Danmark, hvor en af hans Ætlinger, Erik Lam, endog blev Konge. Harald havde saaledes visselig udrettet, hvad han med dette, tilsyneladende dumdristige, Angreb havde tilsigtet[4].

  1. Denne List af Haakon Ivarssøn omtales alene i Morkinskinna. Usandsynligt er det i sig selv ikke, men dette Slags Krigspuds hører saaledes til de staaende Forraad af Anekdoter derom, at Fortællingen alene af den Grund bliver noget mistænkelig, hvortil ogsaa kommer, at den udelades i den anden Bearbejdelse.
  2. Ogsaa dette omtales alene i Morkinskinna.
  3. Fremdeles efter Morkinskinna; den anden Sagabearbejdelse nævner intet Ord derom, ja fortæller ikke engang, hvorledes Harald kom ud af Væneren.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 89, 90, Morkinskinna fol. 14. d. og 15. d. Ogsaa Fagrskinna nævner i Korthed om denne Begivenhed, Cap. 195, men kalder Stedet, hvor de kæmpede, urigtigt Jotland istedetfor Gautland. Den svenske