Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
125
Harald faar Kongenavn i Gudbrandsdalen.

vel desuden anseet ham som en besværlig Prætendent til en Deel af Familiegodset, som de under hans lange Fraværelse havde deelt mellem sig efter den gamle, i de svenske Love udtrykkelig udtalte, men vist ogsaa i Norge efterfulgte Regel, at den Mand, der sidder i Grækenland, ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv[1]. Tilbageviist fra —Ringerike begav Harald sig op til Gudbrandsdalen, for at forsøge om det her vilde gaa ham bedre. Her var han ogsaa virkelig heldigere, eftersom hans mægtige og indflydelsesrige Frænde, den femtenaarige Thore paa Steig, der allerede da synes at have tiltraadt Gaarden efter sin Fader, tog hans Parti, og saaledes gav den første Prøve paa det urolige Sind, der siden i hans høje Alderdom voldte hans Død[2]. Harald sammenkaldte et Thing, og paa dette gav Thore ham Kongenavn. Til Belønning forærede Harald ham en Masurbolle med Sølvrand og forgyldt Laag, fyldt med brændt Sølv; dertil to Guldringe, hver af Marks Vegt, og en Klippe af bruunt Purpur, fodret med hvidt Pelsverk. Han lovede ham derhos stor Forfremmelse, hvis det lykkedes ham at blive Herre over Riget. Paa denne Maade skaffede Harald sig Kongenavn og nogle Tilhængere, med hvilke han nu drog om paa Oplandene, idet han kaldtes Konge af Bønderne[3].

9. Magnus og Harald slutte Forlig og dele Kongedømmet.


Da Magnus erfarede dette, besluttede han efter alle sine Høvdingers Raad at vende tilbage saa iilsomt han kunde, for først og fremst at forsvare sit Ætte-Rige, uagtet Sven derved fik frie Hænder i Danmark. Ankommen til Viken, fik han nærmere høre hvad Harald havde taget sig for, og at Harald søgte ned imod ham med sin Flok. Imidlertid fandt begges Frænder og Venner at det vilde baade være forargeligt og skadeligt, om Farbroder og Brodersøn skulde fore Krig med hinanden om Riget. De søgte derfor at megle Fred, og Hallkell[4], en Hreder af Aasta, Olaf den helliges og Haralds Moder, afsendtes fra

    Haralds bitreste Fiender. Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forstaaelse med sine nærmeste Frænder.

  1. Se ældre Vestgøtalag, Erfdabalk XII.
  2. Thore var en Søn af Thord, der 1925 blev gift med Olaf den helliges og Haralds Moster, Isrid Gudbrandsdatter, se ovf. I. 2. S. 6—59. Om hans Død, se nedenfor, Magnus Barfods Historie.
  3. Harald Haardraades Saga, Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrsk. Cap. 168.
  4. Hallkell nævnes alene i Knytlingasaga Cap. 22, uvist med hvad Hjemmel. Vist er det at hans Navn ej forekommer ved andre Lejligheder, uagtet det — dog synes som om en saa nær Frænde af Olaf maatte have varet omtalt, hvis han ellers havde været til.