Denne siden er korrekturlest
673
Kong Knuts Magt.
Ogsaa over det sydlige Skotland udbredte Knut sin Indflydelse, thi det fortælles udtrykkeligt, at to skotske Konger kom ydmygt til ham, da han var bleven dem vred, og at han, efter at de havde ydmyget sig ser ham, tilgav dem og lod dem beholde alle de Lande, de for havde hast. Man gjenkjender strax i disse Konger Mælkolm Kenedhs Søn og hans Dattersøn Duncan, der længe vægrede sig ved at erkjende Knut som deres Lensherre for Cumberland, men nu endelig, da de sandsynligviis vare bragte i Knibe af Mælkolm af Moray, faldt ham til Fode, ja maaskee endog toge Skotland selv til Len af ham[1]. Saaledes havde Knut visselig Hænderne fulde, og det
- ↑ Vi ville strax i det følgende faa at see, hvorledes ikke alene de Ord lægges Kong Olaf i Munden, at Knut endnu om Vaaren 1025 havde underkastet sig en stor Deel af Skotland, men hvorledes det og udtrykkeligt siges, og bekræftes med et Vers af Sighvat Skald, „at to Konger fra Fife i Skotland nys havde indfundet sig hos ham, bragt ham, som det heder, sine Hoveder, og faaet hans Tilgivelse samt de Besiddelser, de forhen havde“. I de engelske og skotske Kildeskrifter ere Beretningerne om disse Begivenheder heel forvirrede. Simeon af Durham, der i denne Periode synes at være saare vel underrettet, især hvad de northumberlandske eller nordengelske Anliggender angaar, fortæller at der 1018 var en stor Kamp ved Carr mellem Angler og Skotter, eller mellem Uhtred Waltheofs Søn, Northumbrernes Jarl, og Mælkolm Kenedhs Søn, Skotternes Konge, der ogsaa havde Eogan, Kongen af Lothian, med sig. (Twysden, col. 177, Mon. hist. Br. I. S. 594). Hvad Uhtred angaar, da er dette urigtigt, for saa vidt Simeon selv paa et andet Sted oplyser, at han da (se ovf. S. 480) allerede var dræbt, og hans Broder Eadwulf Cudel bleven Jarl (rimeligviis under Erik Jarl, eller i et nordligere Strøg) i hans Sted. (Twysden, col. 81, Mon. hist. Br. I. S. 687). Chron. Sax. henfører Mælkolms Underkastelse til 1031, i hvilket Aar Knut, som det siges, strax efter at vare kommen tilbage fra Rom, drog til Skotland, hvor Kong Mælkolm tilligemed to andre Konger, Mælbæth og Jehmarc, underkastede sig ham. Men deels foregik Knuts Rejse, som vi nedenfor skulle see, ikke i 1031, men 1026–1027; deels synes det ikke engang som om „Jehmarc“ var en skotsk Konge, thi snarere maa han ansees for den samme, som Eachmargach, Konge i Dublin noget efter Sigtrygg, hvis Datter egtede Tadg, Brian Boroimhes Søn. Saavel Aarstallet som Beretningen i sig selv blive her altsaa meget tvivlsomme, og det eneste, vi kunne faa ud med Sikkerhed, er at Mælkolm virkelig underkastede sig. Fordun fortæller at Mælkolm Kenedhs Søn overvandt ved Burg den engelske Jarl Uhtred, som var Danerne undergiven, idet denne søgte at plyndre Cumberland; at han havde givet sin Dattersøn Duncan Cumberland at bestyre, uden dog at indhente Kong Ædhelreds Samtykke, da dette ej lod sig gjøre for de i Northumberland herskende Daners Skyld, men at Duncan dog en Stund holdt deres Angreb borte, indtil Mælkolm selv kom og tilintetgjorde en stor Deel af deres Hær. Om denne Kamp for øvrigt er det samme Slag ved Borg, som han sør har nævnt, eller ikke, er vanskeligt at see. Da Knut havde erobret England, opfordrede han, heder det, Duncan i Cumberland oftere til at hylde sig, men forgjæves; indtil endelig Knut efter sin Tilbagekomst fra Rom c. 1033 gjorde et. Tog til Skotland, hvor Mælkolm mødte ham med en Hær, men hvor det dog kom til en Fred, ifølge hvilken Danerne toge Cumberland til Len af Knut. Fordun har aabenbart haft Chron. Sax. og de øvrige engelske Chronister for Øje,
