Olaf tog den sædvanlige Vej gjennem Gudbrandsdalen og Opdal ned til Orkedal[1]. Dette maa dog vistnok være saaledes at forstaa, at han meest drog til Fjelds og ad afsides Veje, thi ellers vilde vel neppe hans Færd kunne holdes saa hemmelig som ønskeligt var. Muligt, at han og fra den sydlige Deel af Gudbrandsdalen bar taget Vejen over Østerdalen og derfra til Kvikne. Det heder vistnok, at han kom gjennem Opdal, hvor han tilbragte en Nat, og derfra drog over Opdalsskoven til Medaldal; men dette kan lettelig grunde sig paa den urigtige Forestilling hos en yngre Sagafortæller, at Olaf tog den alfare Vej[2]. Da han kom til Medaldal, kaldte han Bønderne sammen til Thing og fordrede at de skulde antage ham til Konge, hvorimod han bød dem samme Ret og Lov, som i sin Tid Olaf Tryggvessøn havde budt dem. Bønderne, der ej vare mandsterke nok til at gjøre ham Modstand, hyldede ham og aflagde ham Troskabsed, dog havde de forud sendt Bud ned til Orkedal og til Skaun (Børgseskougn) for at melde Olafs Ankomst. Einar Thambarskelver, der sædvanligviis boede paa Husebø i Skaun, lod ved denne Efterretning strax Hærør opskære, og gaa til alle fire Kanter, idet han opbød Thegn og Træl for at møde Olaf og værge Landet mod ham. Derved samledes endeel Folk, saavel i Orkedalen som i Gauldalen. Olaf fortsatte sin Vej meget fredeligt ned til Orkedalen. Men da han her kom ud til Grjote (hvor Kirken nu ligger), mødte han en
- ↑ Saaledes fortælles det i Olaf den helliges Saga, Cap. 51, Snorre, Cap. 313, Fagrskinna, Cap. 91 siger kun at Olaf drog hit efra, d. e. til Lands, uden nærmere at opgive Vejen. Den legendariske Saga fortæller intet om hele denne Rejse.
- ↑ Det maa erkjendes, at siden efter, hvor Olaf udbreder Christendommen i Gudbrandsdalen, klinger det lidt besynderligt, at Folket der næsten betragter ham som en Fremmed, om hvem man hidtil lidet eller intet havde hørt, naar han dog tidligere havde paa Op- og Nedvejen til og fra Throndhjem var kommen med ikke mindre end 300 Mand gjennem Hoveddalen. Man maa derfor virkelig antage, at Olaf har taget Vejen gjennem de mere afsides Egne, og dertil i al Hast. Vi have tidligere nævnt, at den gudbrandsdalske Konge, der underkastede sig ham, rimeligviis kun har hersket i de sydligste Dele af Gudbrandsdalen, der stødte til Mjøsen, altsaa Faaberg og Lillehammer. Naar Olaf kom hid, kunde han altsaa siges at være kommen til Gudbrandsdalen. Men derfra har han neppe taget Vejen gjennem Fron, Kvam, Bredebygden, Sel og Dovre, eller gjennem Hoveddalen. Man skulde formode, at han enten allerede fra Lillehammer af, eller i det mindste fra Ringebu, har taget til Fjelds over til Østerdalen, og fra denne er dragen til Kvikne, hvor han jo allerede paa en vis Maade var i Orkedalen. Jvfr. S. 524, Note 3, S. 528, Note 1. Vistnok kom han ikke paa den Maade gjennem Opdal, men det maa merkes, at naar Sagaskriveren engang tænkte sig, at Olaf tog den sædvanlige Vej, maatte han ogsaa forestille sig, at han kom til Opdal; han kan saaledes have nævnt dette uden nogen Hjemmel. Der nævnes ej om nogen af Olafs Bedrifter eller Sammenstød med Folket førend i Meldal.
