Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/501

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
475
England erobret af Sven Tjugeskegg.


Ædhelred selv, og, hvad der havde end mere at sige, Thorkell med sine Jomsvikinger; Sven maatte derfor drage bort med uforrettet Sag. Hvis man kan stole paa vore Sagaers forvirrede Beretninger om den Deel, Olaf den hellige tog i alle disse Begivenheder, skal Danernes Uheld ved London fornemmelig skyldes en af ham anvendt Krigslist[1]. Svens Fremgang blev dog ikke synderlig standset derved. Han vendte sig for det første mod Vesten, hvor de vestlige Shirers Thegner underkastede sig ham i Bath og stillede Gisler; med disse drog han nordover tilbage til sine Skibe, og blev overalt modtagen som en Konge. Frygt og Fortvivlelse bragte nu ogsaa London til at underkaste sig. Ædhelred tog sin Tilflugt til Flaaden, der laa i Temsen, medens hans Dronning Emma flygtede til sin Broder Richard i Nordmandie. Didhen sendte Ædhelred ogsaa sine Sønner, Edvard og Alfred, og snart fulgte han selv efter, overladende det hele Land i Danernes Vold. Sven udskrev fuld Skat og Fortæring for sine Krigere; Thorkell der havde taget sit Sæde i Greenwich, gjorde ligesaa; desuden herjede de, saa ofte de havde Lyst. Det engang saa mægtige engelske Folk var bragt til Fornedrelsens dybeste Trin[2].

  1. Vore Sagaer (Olaf den helliges; Saga,Cap. 31 o. fl.) omtale nemlig en Kamp, som Ædhelred bestod mod Danerne, der havde London inde, og havde forskandset sig i Southwark; Olaf skal ved sterke Toug have faaet Støtterne revne bort under Londons Broer, saa at Kommunikationen mellem begge Bredder afskares og en Mængde Daner druknede. Uagtet nu Beskrivelsen over det hele nærmest minder om Kong Knuts Angreb paa London 1016 (hvorom nedenfor), og enkelte Sagaer (nemlig den legendariske Olaf den helliges Saga, Cap. 10, og efter den Flatøbogen, se Fornm. S. V. S. 156, flg.) virkelig lade Olaf udføre denne Bedrift i Forening med Knut, saa er det ikke usandsynligt, at Olaf virkelig har udmerket sig i Stadens Forsvar 1013, at han maaske kan have haft nogen Deel i, hvad der umiddelbart foran omtales i Chron. Sax., nemlig at flere af Svens Folk omkom i Temsen ved deres uforsigtige Fremstormen mod London, og at dette siden af Skalde og Sagnfortællere er blevet forvexlet med Knuts Angreb, hvorved Olaf ej var tilstede. At Olaf angreb Londons Broer og at enkelte danske Vikinger holdt sig i Southwark, omtales allerede i den samtidige Sighvat Skalds Vers (Olaf den helliges Saga, Cap. 51).
  2. Chron. Sax. ved 1013. Hvor ilde det stod til i England, paa den Tid, er med sterke Farver skildret af Presten Wulf i hans Tale til Englænderne, holden 1012, 4 Aar før Ædhelreds Død; den findes paa Anglisk i Hickes’s Thesaurus III. S. 99, fgg., en lat. Overs. er optagen i Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 464 flg. – Hedningerne, siger han, vove ej at plyndre eller røve noget fra Afgudstemplerne; men her raner man uden Sky fra Kirkerne. Frie Mænd faa ej Lov til at raade sig selv eller fare hvor de ville, man er ej sikker paa Fred og Ejendom. Mord og Ran, Skjørlevnet, Svig og Forræderi hører til Dagens Orden. Flygter en Træl fra sin Herre, slutter han sig kun til Vikingerne. Disse indgyde en saa panisk Skræk, at een ofte kan jage ti Engelsmænd paa Flugten. De hæderligste Kvinder ere ej sikre paa deres Ære. Uophørligen yde vi Skatte og Afgifter til Vikingerne, men imidlertid haane og