Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/454

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
428
Erik Jarl.

ins Heftighed og hvasse Tunge. Den bedste Hjelp havde de imidlertid i Thorhall Aasgrimssøns Lovkyndighed, som han havde lært hos Njaal. Mørd havde anlagt Sagen, men paa Thinget overladt Sigfussønnerne dens Fortsættelse. De Sagsøgte vidste, at Mørd selv havde været med at give Høskuld Banesaar: et af ham i denne Sag anlagt Søgsmaal var følgelig ugyldigt, og vilde have Afviisning til Følge. De vilde derfor strax fremsætte Indsigelsen, men Thorhall raadede dem til at lade alt gaa sin Gang og ikke fremkomme med nogen Indsigelse førend i den alleryderste Tid, naar Dommen skulde afsiges, thi ellers vilde Modpartiet kunne faa Tid til at sende Iilbud hjem og tilstevne et nyt Søgsmaal. Det skede som Thorhall ønskede. Just som Dommerne skulde træde sammen, fremstod Thorhall og erklærede Søgsmaalet ugyldigt, fordi det var paabegyndt af en, der selv var Deeltager i Drabet. Herimod var der intet at indvende. Blodhevn var nu det eneste, der stod tilbage for Sagsøgeren. Men medens Flose og hans Venner stode raadvilde, traadte Njaal frem og udbad sig at de vilde høre ham. „Søgsmaalet“, sagde han, „er forspildt, og det er heller ikke mere end tilbørligt, da det er oprundet af en ond Rod; men for øvrigt vil jeg sige Eder, at jeg holdt mere af Høskuld end af mine egne Sønner; og at mine Øjnes sødeste Lys slukkedes, da jeg hørte hans Drab. Min Bøn til eder, Sidu-Hall, Runolf, Hjalte og øvrige Høvdinger er, at man vil tillade mig at indgaa Forlig paa mine Sønners Vegne. Gissur hvite og flere bade Flose indstændigt at modtage dette Tilbud. Han vilde intet bestemt Løfte give. Da besvor hans Svigerfader, den fredelskende Sidu-Hall ham, heller at lade det komme til Forlig end til Blodsudgydelse, og for hans Bønner gav Flose efter, saa vel som for Njaals Skyld, thi for ham nærede alle den største Ærbødighed. Det blev nu bestemt at 12 Mænd, af hvilke hvert Parti udnævnte 6, skulde afgjøre Sagen ved Voldgift. Blandt dem, Flose udnævnte, var Hall og Runolf. Njaal udnævnte Aasgrim Ellidagrimssøn, Gissur hvite, Hjalte, Gudmund den mægtige, hans Broder Einar, og Snorre Gode. Snorre fik Ordet. Han fandt, at det kun vilde lede til nye Ubehageligheder, om man dømte nogen til Hereds- eller Landsforviisning, men foreslog heller at man skulde bestemme den største Bod, der nogensinde der paa Landet havde været givet for Manddrab, nemlig trende Mandsgjeld eller sex Hundreder i Sølv[1]. De øvrige erklærede sig enige heri. Snorre tilføjede den Betingelse, at Boden skulde udredes strax paa Thinget. Gissur indvendte at de neppe havde saa mange Penge hos sig. Men Gud-

  1. Efter den ovenfor (S. 352 Not.) anførte Beregningsmaade, hvis Rigtighed dog ej er hævet over enhver Tvivl, men grunder sig paa Afhandlingen udg. i Kristnisaga „de centenario argenti“ skulde et Hundrede i Sølv svare til omtr. 20 eller i det højeste 21 Ører, sex Hundreder vilde altsaa blive 15 eller 18 Mark Sølv.